Ågerpriser på opladning af elbiler skal være fortid. EU har besluttet, at der skal være fair priser på opladning, når du skal have strøm på din elbil fremover.
Tidligere har EU lovgivet for billigere roaming for opkald og datapakker til mobiltelefoner, og nu er der kommet fokus på opladningspriser på elbiler. Mange elbilister har nemlig oplevet at blive opkrævet helt ublu strømpriser, når de har betalt med en app eller en ladebrik.
FDM har set flere eksempler på, at opladning startet med to forskellige ladeapps/brikker kan resultere i vidt forskellige priser for en opladning. Ved en opladning på 40 kWh på elbilen har vi eksempelvis set prisforskelle på mellem 160 og 400 kr. Vel at mærke på samme tidspunkt og samme lynlader. Eneste forskel var valget af betalingsmiddel. Det mest ekstreme vi har set, er en opladning, hvor en forbruger har betalt op mod 550 kr. for at lade 6,5 kWh.
Denne ændring træder i kraft den 13. april 2024 i hele EU, hvor der i dag er over 700.000 ladepunkter i alt. Og det glæder FDM.
– Vi modtager mange henvendelser fra bilister, der har betalt absurd høje ladepriser. Som vi forstår reglerne, sætter forordningen stop for de høje priser, men pålægger også ladeoperatørerne at have tydelige priser, så ladepriserne bliver mere gennemskuelige, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
Nemmere betaling for opladning
Der kommer også et krav om nemmere betaling på alle nye ladere, der opsættes i EU fra den 13. april 2024. Det gælder for alle offentligt tilgængelige ladere, hvor ladepriserne på lynladere skal fremgå af skærmen, og hvor du skal kunne starte opladningen med et betalingskort.
Ved langsomme ladere skal priserne inden påbegyndt opladning også være tydelige for elbilisten.
Prisoplysning på lynladere har faktisk allerede været et krav i Danmark fra 2022, mens regler for langsomme ladere ifølge FDM ikke har været håndhævet. Det vil det nu blive på europæisk plan.
– FDM har længe arbejdet for en fælles europæisk regulering af lademarkedet, og det er skønt, at kreditkortbetaling bliver et EU-krav, så forbrugerne ikke skal have 20 apps for at kunne komme til at lade, siger Ilyas Dogru.
Samtidig vil langsomladerne få en QR-kode, hvor du vil kunne se ladeprisen og starte opladningen uden at skulle oprette en profil.
Ladeapps og spærreafgifter
Det vil fortsat være en mulighed at kunne starte opladning via en ladeapp eller -brik. Men EU's krav mod forskelsbehandling mellem ladeoperatører og roamingapps/brikker betyder, at du vil kunne lade flere steder, og at prisforskellen vil være mindre.
– Vi mener også, at der skal være plads til apps, hvis man hellere vil bruge dem. Her er det fantastisk, at EU nu faktisk forbyder forskelsbehandling mellem forskellige tjenester, siger Ilyas Dogru.
EU stiller krav om åbenhed om priserne for opladning, men giver fortsat ladeudbydere mulighed for, at de kan kræve for betaling for enten strømmængden (kWh), ladetiden (minutter) eller for såkaldte spærreafgifter.
Sidstnævnte er for at undgå, at folk bare lader deres helt eller næsten helt opladede biler optage en ladeplads, som andre elbilister dermed ikke kan tilgå.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.