Din kommende bil kan blive dyrere i 2025. For som en del af de bilafgifter, der blev vedtaget i 2020, stiger registreringsafgifterne løbende for elbiler og plugin-hybrider.
Det er især bilkøbere, der handler i løbet af efteråret, men hvor leveringen bliver udskudt, som kan komme i klemme. For det er indregistreringstidspunktet, der afgør afgiftsberegningen, og ikke hvornår man har skrevet under på slutsedlen.
Derfor anbefaler FDM, at man som bilkøber får skrevet ind i slutsedlen, hvornår bilen skal leveres, og en grænse for, hvor meget bilen må stige i pris, hvis den først leveres i 2025.
Det er dog ikke alle bilkøbere, der bliver ramt af stigningerne. De rammer kun elbiler og plugin-hybrider, og endda primært biler i den dyre ende af skalaen.
Plugin-hybrider rammes hårdest
Salget af plugin-hybrider går generelt langsommere end tidligere, og i årets første syv måneder er der blot indregistreret 4.208 plugin-hybrider. Mange bilkøbere vælger i stedet elbiler, og med de kommende stigninger i registreringsafgiften vil det være mere attraktivt at gå fuldt elektrisk på nye biler.
Der er indført en såkaldt trappemodel, hvor afgifterne indfases over tid, og da registreringsafgiften afhænger af bilens pris, stiger de dyreste biler mest i afgift. Eksempelvis stiger afgiften på en plugin-hybrid med 21.629 kr. for en bil til 550.000 kr., mens afgiftsstigningen for en bil til 250.000 kr. blot er 9.750 kr.
På de billigste plugin-hybrider er stigningen i afgift så lille, at den kan blive opslugt af prisjusteringer som følge af den hårde konkurrence, der er på bilmarkedet i dag.
De senere år har vi også set flere importører komme med kampagnepriser på plugin-hybrider med levering inden nytår, og det forventes også at komme til at ske i år. Det plejer først at være i årets sidste tre måneder, at disse tilbud kommer. Så overvejer du en plugin-hybrid, og har du is i maven, kan der være gode tilbud i vente.
Færre elbiler bliver ramt af afgiftsstigninger
Hele tanken med indfasning af afgift i trin er, at de skulle tage højde for, at elbilerne blev billigere over tid. Det skete ikke, de første år efter loven om bilafgifter i 2020 blev vedtaget. Faktisk steg priserne på flere elbiler.
Men siden januar 2023, da Tesla sænkede deres meget høje priser markant, har der været mange slagtilbud, og ikke mindst kommer der mange nye og billigere elbiler på markedet. Det gør, at elbilerne er markant mere populære end plugin-hybriderne, og i årets første syv måneder er der solgt 44.867 biler. Dermed udgør elbilerne med 46 procent af salget af nye biler næsten halvdelen af salget af personbiler.
Det væsentlige, som sker med afgiftsberegningen, er, at batterifradraget – som har været faldende de seneste år – bortfalder helt. Derudover var der i den oprindelige aftale lagt op til, at bundfradraget for elbiler også skulle falde i 2024 og 2025, men dette blev fastholdt på 2023-niveau med den politiske aftale tidligere på året.
Det betyder, at alle elbiler til over ca. 436.500 stiger med 11.427 kr. Afgiftsstigningen er altså den samme, uanset om bilen koster 436.500 kr. eller 1 mio. Set i forhold til de massive prisnedsættelser virker stigningen som et lille tal, men får man bilen leveret inden årets udgang, er der kontant besparelse.
Der er derfor grund til at holde øje med leveringstiden på nye elbiler. FDM har oplevet, at mange medlemmer har fået udskudt deres levering, og det kan påvirke den endelige pris på bilen, hvis det først bliver i det nye år. Derfor bør man sikre sig mod afgiftsstigninger i slutsedlen.
Så selvom grænsen for, hvornår man skal betale registreringsafgift på en elbil, falder, og at afgiften samtidig stiger med op til 11.427 kr., er det primært på de meget dyre elbiler, at stigningen kommer.
Trappemodellen betyder, at alle elbiler over 417.500 kr. begynder at betale afgift, og for elbiler med en pris over 436.500 kr. vil der være fuld effekt af stigningen på 11.427 kr. fra nytår. Bemærk, at uanset om bilen koster 436.500 kr. eller 1 million kr., er stigningen den samme.
Selvom stigningerne i afgifter for især elbiler er beskedne, er der større afgiftsstigninger i vente. Og FDM ser fortsat en udfordring for de bilister, der ikke har råd til at købe en dyr elbil.
– FDM ser gerne, at man politisk forholder sig til de to store udfordringer, der venter på elbilmarkedet. Dels den kommende store afgiftsstigning for de dyrere elbiler, der for alvor slår igennem i 2026, dels problematikken omkring elbilernes fortsat høje pris. Her har FDM tidligere foreslået en støttemodel til de billigste elbiler, som fortsat er for dyre for de danskere, der p.t. ikke har økonomi til at købe en ny elbil, siger Ilyas Dogru.
Der er nemlig fortsat ikke et stort udvalg af nye elbiler til under 200.000 kr., en prisramme mange danskere hidtil har holdt sig under, når de køber ny bil.
FDMs fire tips til bilkøb
- Med udsigt til højere afgifter er det vigtigt, at man læser det med småt, inden man skriver slutsedlen under. Også selvom leveringen er aftalt på denne side af nytår. For selvom prisen i slutsedlen som udgangspunkt er bindende, tager en del slutsedler på nye biler forbehold for afgiftsstigninger. Bliver leveringen af bilen udskudt til efter nytår, risikerer man derfor at skulle betale en højere pris, da bilen er steget i registreringsafgift.
- Derfor anbefaler FDM, at man får indskrevet en maksimal stigning i prisen, hvis bilen leveres i 2025.
- Det er også vigtigt at få indskrevet en konkret leveringsdato, så man har noget at holde forhandleren op på.
- Generelt anbefaler vi, at man får tilføjet et FDM-forbehold i slutsedlen, og som medlem lader FDM gennemgå slutsedlen.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.