Elbilejere lokkes i stor stil med nye rabatter på ladning

Kæmpe rabat frem til nytår, et år med gratis ladning og pæne, permanente prisfald er blandt de nye lokkemidler fra mange ladeselskaber. Se tilbud fra OK, Norlys, Eon og Allego samt Tesla og Xpeng. Clever-kunder kan nu også lade hos benzinselskab.

Fire AC-ladere på række.
Bilist

Mulighederne for elbil-ejere om at lade til en god pris bliver stadig mere omfattende, samtidig med at nye tilbud og samarbejder giver spændende nye måder at få strøm på elbilen.

Det viser FDM’s overvågning af lademarkedet, som stadig er et område i rivende udvikling.

En markant ny udvikling er, at OK indfører fast rabat på selskabets hurtig- og lynladere for kunder med OK Ladepakke, en firmabilsordning samt erhvervskunder.

Rabatten er på 10 pct., og det svarer for tiden til en rabat på 37,5 øre hos OKs lynladere.

Rød bil og lynlader i baggrunden.
OK har indført rabat på udeladning for de bilister, der har en strømaftale med selskabet.

Pris på lynladning fylder meget 

Også det voksende ladeselskab Norlys er på vej med en fast rabatordning til ’trofaste ladekunder’. Det betyder, at Norlys-kunder får rabat ved ladning fra en af Norlys’ offentlig tilgængelige ladestandere.

Hvad rabatten er, og hvordan ordningen skrues sammen, meddeler Norlys i løbet af december.

- Selvom langt de fleste opladninger sker hjemme, er det rart at vide, at man også kan få en god pris, når bilen har brug for at blive opladet op undervejs. Vi oplever, at prisen på opladning på farten fylder en del hos bilisterne, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

Skilt med ladestandere hos Shell.
Hos Shell kan man lynlade for en krone resten af 2024 - dog maks. 200 kWh.

1 kr. pr. kWh

For alle, som har brug for opladning på farten, dukker der for tiden en række gode, men tidsbegrænsede rabatter op.

FDM tilbyder i samarbejde med DCC Energi en kraftig nedsættelse hos Shell. Den gælder året ud.

Med er FDM Shell Card kan man året ud lade for kun én kr. pr. kWh på alle Shell Recharges lynladere. Normalprisen ligger omkring 3,75 kr. Tilbuddet gælder ikke cardlink, dvs. med betaling med et almindeligt betalingskort, og heller ikke Q8- og F24-stationer.

Ladestander fra Norlys foran supermarked.
Norlys er på vej med rabat til sine strømkunder, så det bliver billigere for dem at lade ude hos Norlys. 

- Det er en meget skarp pris at kunne lade til én kr. Det svarer til at betale 3,50 kr. pr. liter benzin – vel at mærke i vinterperioden, hvor strømprisen og transport af strøm er meget høj, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru, der også påpeger, at der er et loft på 200 kWh forbrug.

Det rækker til godt fire opladninger fra 20 til 80 pct. på et mellemstort batteri.

Prisfald hos Eon og Allego

Også Allego, som har ligget i den høje ende prismæssigt, sænker sine priser markant. Rabatten er med op til 1,88 kr. pr. kWh virkelig pæn og reducerer prisen for lynladning fra 5,75 til 4,30 kr. pr. kWh. Den nye pris træder i kraft 18. november.

Samtidig er Allego og FDM på vej med en FDM-rabat på 10 pct., der skal gælde i december og januar. De to parter arbejder desuden på en mere permanent FDM-rabat på Allego-ladning.

Prisfaldet og rabatten kommer som optakt til en betydelig udbygning af Allegos nordiske ladenet. I 2025 er planen alene i Danmark at oprette 200 nye lynladepladser.

Hos Eon er der indtil videre rabatter på udvalgte stationer, hvor prisen er på 2,95 kr. pr. kWh. Det gælder bl.a. motorvejsrastepladserne Lillebælt Syd og Nord samt bl.a. ved Halsskov (Storebælt Cafeteria) og Rødovre Centrum.

Gul-røde ladere hos Uno-X.
Uno-X hører til blandt de billigste lynladeselskaber. Clever-kunder, der har fri strøm i deres abonnement, kan nu lade gratis hos Uno-X.

Gratis strøm ved køb af ny bil

Helt gratis kan man lade på Teslas lynladere, hvis man vel at mærke køber – og får leveret en ny Model Y inden årets udgang. I så fald følger der gratis ladning med i 12 måneder.

- Tesla forsøger tydeligvis at booste salget via gratis Supercharging, selvom tilbuddet ikke batter meget. Lader man på farten til 15.000 km – og det gør de færreste - svarer besparelsen til ca. 6.000-7.500 kr. i alt, siger Ilyas Dogru.

Xpeng har et mere generøst tilbud ved køb af ny G6, G9 og P7 inden årets udgang. Her tilbydes 12 måneders gratis ladning hjemme og ude via et Clever One-abonnement. Det har en værdig på godt 9.500 kr. En Clever-hjemmelader kan tilkøbes for 2.500 kr.

Clevers abonnementskunder, som bl.a. omfatter FDM’s ePlus-medlemmer, kan nu lynlade en del flere steder uden at skulle betale. Siden september har Clevers abonnementer har haft mulighed for at bruge alle Uno-X’s ladepunkter uden ekstra omkostninger.

 

Hvad koster strømmen til elbil?

Se FDM’s omfattende liste med aktuelle priser på lynladning.

Se de aktuelle elpriser her