Siden Jaguar indførte skivebremser for at vinde Le Mans i 1953, har de blanke skiver været normen. Især på hurtige og tunge biler. Elbiler er begge dele, og derfor har langt de fleste elbiler også skivebremser både foran og bagved.
Skivebremser er det bedste, når man har brug for gentagne hårde opbremsninger – f.eks. hvis man skal vinde Le Mans. Men en elbil bruger primært elmotoren til at bremse bilen med – såkaldt regenerering – og dermed bruger man ikke bremserne.
Og når skivebremser sjældent bliver brugt, ruster de, og så risikerer man, at de skal skiftes på grund af rust og ikke på grund af slitage. Det gælder især i Danmark, hvor vi salter vejene om vinteren.
Vi har samlet fem metoder til at rense bremseskiverne med på en elbil.
1. Brug bremserne
For at undgå rustdannelse er det nødvendigt, at man som ejer af en elbil eller plugin-hybrid sørger for at bruge bilens bremser med jævne mellemrum, så bremsefladerne bliver rengjort af bremseklodserne.
– Det nemmeste er, at du på en frakørsel på en motorvej foretager en kraftig opbremsning. Af sikkerhedsmæssige grunde er det vigtigt, at du før opbremsningen orienterer dig bagud, så du ikke bringer andre og dig selv i fare. Så hold øje med bakspejlet et stykke tid, før du træder hårdt på bremsen, siger teknisk rådgiver i FDM Yasser Abaiji.
2. Slå regenering fra
Nogle biler har et køreprogram, hvor man slår regenereringen fra, så man udelukkende bremser med bilens skivebremser. Det vil fremgå af bilens instruktionsbog, eller man kan spørge sin forhandler eller på værkstedet.
3. Lad elbilen op til 100 procent
Man kan også lade elbilen op til 100 procent, for så begrænses regenereringen til et minimum. Dermed vil man de første par kilometer, man kører efter en komplet opladning, også kunne bruge bilens skivebremser og rense dem ved opbremsning. Det vil ske selv ved normal bremsning mod et lyskryds eller et vejkryds, så her behøver man ikke foretage hårde opbremsninger.
4. Køb en bil, der klarer det selv
Endelig er der enkelte biler, hvor der foretages en rensning af bremseskiverne med bremseklodserne ved første igangsætning, når bilens regnsensor vurderer, at der er behov. Også det vil fremgå af bilens manual.
5. Husk at få bremserne serviceret
FDM har dog en generel anbefaling, der gælder for alle elbiler på markedet.
– Alle elbilejere i Danmark bør årligt få serviceret bremserne. Det er som regel ikke en del af et almindeligt serviceeftersyn, så husk selv at spørge værkføreren, om de vil adskille, smøre og dermed servicere dine bremser, siger Yasser Abaiji.
I sidste ende kan det ikke bare koste penge, hvis bremserne skal skiftes før tid. Men samtidig øger du også risikoen for en ulykke, hvis bilen ikke kan bremse ordentligt.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af FDM har du adgang til bilteknisk og juridisk rådgivning også i forbindelse med køb af bil.