Se video: Så nemt stjæler tyven din bil

51 sekunder. Længere tid tager det ikke at stjæle en moderne BMW, viser overvågning, som fangede tyvene på fersk gerning. Se, hvordan du kan snyde tyvene.

Biltyve fanget på overvågningskamera
Bilist

Det er ikke kun sidespejle, mange bilejere i øjeblikket får stjålet. Også BMW X5 ser ud til at stå højt på tyvenes bestillingsliste. Alene den seneste uge er flere eksemplarer af den store BMW-model blevet stjålet. Alle i og omkring Horsens og Trekantområdet.

Sydøstjyllands Politi bekræfter over for FDM, at man på det seneste har modtaget flere anmeldelser om tyveri af netop BMW X5. Hvor mange ønsker politikredsen dog ikke at oplyse af hensyn til efterforskningen.

FDM har talt med to af de bilejere, som er stået op til en tom garage og uden spor af deres biler.

Den ene, Niels, fortæller, hvordan der om aftenen tirsdag den 3. december blev ringet på døren hjemme hos ham. Udenfor stod en fremmed mand, som spurgte om vej.

- Jeg fik en underlig mistanke. Dels fordi adressen, der blev spurgt til, var helt skæv, dels fordi vi tidligere har haft indbrud. Men jeg slog det efterfølgende hen, fortæller Niels, som ikke ønsker at stå frem med sit efternavn eller sin adresse. Begge dele er dog FDM bekendt.

I dag er han ikke i tvivl om, at der var tale om rekognoscering. Dog uden at de opdagede den videoovervågning, der er installeret ved huset, og som samme nat fangede, hvordan to tyve med avanceret udstyr bare skulle bruge 51 sekunder på at stjæle mandens BMW X5.

Formentlig ved at forlænge signalet fra bilens nøgle inde i huset også kaldet ’relay attack’, hvor bilens nøglefri betjening hackes.

Stjålet på under et minut

FDM har fået lov at vise optagelserne fra hans indkørsel. Her ser man de to tyve nærme sig forsigtigt. Med et device låser den ene tyv bilen op og sætter sig ind, mens den anden tyv med et device søger efter et signal fra bilnøglen, der lå i jakkelomme i bryggerset inde i huset. Det hele tager under et minut, inden tyvene kl. 01.38 kan køre væk.

- Jeg er ikke i tvivl om, at ’besøget’ om aften handlede om at spionere. Manden som ringede på hos os, har samme karakteristiske gangart som den ene af tyvene på overvågningsvideoen, fortæller Niels.

Det sidste ’livstegn’ fra BMW’en kom fra et nærliggende skovområde, hvor signalet fra bilens to indbyggede GPS-trackere få minutter senere blev slukket.

Ifølge Niels tyder det på, at tyvene har et indgående kendskab til bilernes sporingsudstyr.

GPS-signal slukket

Også Bettina Vorsøe Elkjær fik stjålet sin BMW X5 på mystisk vis fra hjemmet i Nørre Snede i Midtjylland.

Det skete natten til tirsdag 17. december, hvor den forsvandt fra familiens indkørsel mellem klokken 23.00 og 05.00.

Ligesom Niels har hun videoovervågning ved huset, men det var sat ud af funktion i tidsrummet for tyveriet, og derfor har de ikke billeder af tyveriet.

Også bilens to indbyggede GPS-trackere er døde.

Begge tyverier er meldt til politiet, som også har lignende tyverier fra Vejle og Hedensted liggende i sagsbunken.

Mange biler dårligt sikret

FDM har allerede tilbage i 2016 beskrevet, hvordan det med avanceret udstyr er muligt at kopiere signalet mellem bilnøgle og bil og dermed få adgang til bilen. Det fik vi dengang demonstreret i Tyskland (se video). 

Siden har FDMs tyske søsterklub, ADAC, løbende testet, hvor godt biler med nøglefri betjening er sikret mod den slags tyveri. Senest i oktober, hvor kun 65 ud af 700 bilmodeller bestod testen. 

- Det er ikke godt nok, at bilproducenterne ikke er blevet bedre til at sikre deres biler mod tyveri. Men det viser også, hvor svært det er at følge med tyve, som bliver stadig dygtigere og næsten altid er et skridt foran. Vi kan godt være bekymret for, at det også lykkes at hacke sig ind i de opdateringer, som mange nye biler i dag løbende får via nettet. Lykkes det, kan tyvene i fremtiden måske bare sætte sig ind i bilen og køre væk eller påvirke opdateringer på anden måde, siger tekniker i FDM Tom Westersø Larsen og tilføjer:

- Det kan være svært at gardere sig mod den slags tyveri. Men noget af det, man kan gøre, er at lægge bilnøglerne i en metaldåse eller pose foret med alufolie, der blokerer for nøglens signal, hvorefter det ikke er muligt at forlænge signalet.

Han understreger, at FDM endnu ikke har haft sager fra medlemmer, som har fået stjålet bilen på den måde.

Bilnøgle i alupose
Ved at gemme bilnøglen i en metaldåse eller som her en pose foret med alufolie, forhindrer man, at tyve kan stjæle nøglens signal. Foto: FDM

Forsikringen dækker tyveri

Ligesom FDM kender man også hos forsikringsselskabernes brancheorganisation F&P til de såkaldte relay attacks.

- Vi har ikke tidligere set så åbenlyst, hvordan sådan et tyveri forgår i virkeligheden, siger forsikringsekspert Anne Garde Slothuus.

Ifølge hende holder F&P øje med udviklingen i den type sager og holder løbende møder med politiet.

Hun understreger dog, at kaskoforsikringen som udgangspunkt dækker tyveri af biler.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve