Sommerdæk om vinteren: Snart risikerer du bødesmæk

Regeringen vil med nyt forslag svinge bødehammeren over bilister, der kører på sommerdæk i vinterføre. FDM støtter forslaget men efterlyser klare regler for, hvilke dæk som vil være tilladt.

Bil set forfra med vinterdæk på snehvid vej
Bilist

Det skal være slut med at skøjte rundt i vintervejret på sommerdæk. Både for personbiler, busser og last- og varebiler.

Efter længere tids debat og et langt tilløb vil regeringen nu stramme færdselsloven, så der bliver krav om, at man kører på såkaldt egnede dæk, når der er vinterføre.

– Jeg har netop sendt et lovforslag i høring, hvor vi skærper kravene, så det bliver helt klart, at det er førerens pligt – med bødestrafansvar – at sikre, at man ikke kører med uegnede dæk, når der er sne, is og sjap. Det er samme princip, som man har i Tyskland og Sverige, og det er helt grundlæggende sund fornuft,  udtaler transportminister Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse.

Står det til regeringen, skal det koste 1.000 kroner i bøde pr. dæk, hvis dækkene ikke vurderes at være egnet til vinterføre.

Der er dog ikke tale om et egentlig krav om vinterdæk i bestemte måneder, men mere en ’tysk model’, hvor det er myndighederne, som vurderer, hvornår vejret kræver egnede vinter- eller helårsdæk på bilen.

Brug for præcise dækkrav 

FDM har gennem mange år efterlyst skærpede krav til dæk i sne, sjap og på vinterglatte veje. Derfor er FDM også tilfreds med regeringens forslag.

Dog med den tilføjelse, at kravet bør ledsages af en tidsperiode, eksempelvis 1. november til 1. april, hvor det gælder. På den måde kommer man ikke i problemer i en uventet haglbyge i slutningen af maj.

– Med det forbehold, at vi endnu ikke kender alle detaljerne i regeringens lovforslag, er vi umiddelbart positive overfor tanken om at skærpe kravene. Det er noget, vi har efterlyst længe. Kører man ud i vinterføre med sommerdæk, udsætter man både sig selv og andre trafikanter for en unødvendig fare, og man risikerer at skabe store forsinkelser, hvis man ikke kan komme frem og blokerer trafikken. Hvor galt det kan gå, så vi senest i januar i år, hvor væltede lastbiler skabte kø og kaos på mange veje, siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk.

Han tilføjer:

– Vi har dog en klar forventning om, at det i loven vil fremgå tydeligt, hvad der forstås ved ’uegnede dæk’. I Tyskland og Sverige er der krav om, at dækkene er mærket 3PMS (Three-Peak Mountain Snowflake, red.), hvilket indikerer de nødvendige vinteregenskaber. Mærket sidder på både vinter- og helårsdæk. Det kunne for eksempel være en løsning. Man kunne også tillade dæk mærket med M+S (Mud+Snow, red.).

Skal træde i kraft til sommer

FDM er også tilfredse med, at de skærpede krav også vil gælde for varebiler, busser og lastbiler, og at kravet til dækmønstret for lastbiler hæves fra i dag 1 mm til 1.6 mm, som i dag er kravet i flere europæiske lande.

– Det vil forhåbentlig mindske antallet af situationer, hvor tunge køretøjer blokerer trafikken, fordi de ikke kan komme op ad bakkerne eller er skredet ud på tværs af kørebanen, slutter Torben Lund Kudsk.

Efter planen skal fremsættes lovforslaget først i det og træde i kraft 1. juli 2025.

Har du brug for hjælp til hjulskift?

Som medlem af FDM kan du få rabat på hjulskift og opbevaring af hjul hos flere forskellige værksteder. Du får også rabat på nye dæk.  

Få rabat