Godt 17.000 danske ejere af den populære plugin-hybrid Ford Kuga vil de kommende dage modtage en såkaldt tilbagekaldelse af deres bil.
Årsagen er, at Ford har fundet en række fejl på plugin-hybrid-udgaven af deres Kuga-model, ”hvor højspændingsbatteriet kan have nogle celler, der potentielt kan udvikle en intern kortslutning,” skriver Ford Danmark til kunderne.
I værste fald er der risiko for, at bilerne kan bryde i brand. Det er foreløbig set i fire tilfælde i Europa – dog ikke i Danmark.
Fords ingeniører er i fuld gang med at udvikle en softwareløsning, som skal udbedre fejlen. Den ventes klar først i andet kvartal. Herefter vil ejerne modtage et nyt brev i deres eBoks med besked om at kontakte deres Ford-forhandler for aftale om softwareopdatering af bilen. Det vil ske på et værksted.
Indtil da må bilejerne ikke oplade bilens højvoltsbatteri og kun bruge bilen i køretilstanden Auto EV-mode, som bilen skal sættes i manuelt.
165.000 biler tilbagekaldes i Europa
I brevet, som de i alt 17.214 berørte danske bilejere modtager de kommende dage, skriver Ford:
”I tilfælde af en intern kortslutning i højspændingsbatteriets celle vil du få vist meddelelsen ”Stop sikkert nu” samt et advarselsikon i instrumentgruppen. Du kan også opleve tab af drivkraft, hvilket øger risikoen for en ulykke. Du vil fortsat have adgang til 12-volts (V) tilbehør, styretøj og bremsekontrol. Du kan også opleve, at batteriet udsender varme, hvilket potentielt kan føre til brand i køretøjet, og dermed en øget risiko for skader.”
På europæisk plan omfatter tilbagekaldelsen ifølge Ford 165.800 Ford Kuga-biler.
- Er man blandt modtagerne af Fords tilbagekaldelse, er det vigtigt, at man følger anvisningerne og ikke oplader bilen og husker at sætte bilen i Auto EV-mode. Gør man det, er bilerne sikre at køre i. Det ændrer ikke på, at det er generende ikke at kunne oplade sin bil og køre på el. Derfor kan vi også kun opfordre Ford til hurtigst muligt at få en softwareløsning på plads, siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.
Ramt af samme problem før
Herhjemme har Ford Kuga gennem flere år været den mest solgt plugin-hybrid. Alene sidste år blev der solgt 1.626 af modellen i plugin-hybrid-udgave.
Det er ikke første gang, at Ford Kuga-ejere får besked om at undlade at oplade deres bil. Tilbage i efteråret 2020 betød et lignende problem, at godt 4.300 Kuga-ejere i en periode måtte udlade at lade deres biler, mens andre fik udskudt leveringen af deres Ford Kuga. Dengang betød problemet, at Ford helt måtte skifte højvoltsbatteriet i bilerne.
Problemet i 2020 betød, at Ford dengang valgt at kompensere de berørte kunder med et benzinkort på 3.700 kr. Adspurgt om Ford også denne gang vil kompensere kunder, svarer pressechef Lene Dahlquist, at der pt. ikke er planer om det. Bl.a. fordi man venter at have en løsning klar i andet kvartal.
Omvendt har ladeoperatøren Clever meldt ud, at Ford Kuga-ejere kan få deres abonnement sat på pause, indtil problemet er løst, og bilejerne igen kan oplade deres biler.
Der er indregistreret i alt 18.593 Ford Kuga plugin-hybrider i Danmark.
Artiklen er opdateret med kommentar fra Ford 28. februar kl. 15.06.
Overvejer du en elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler og plugin-hybrider.