Elbiler er de billigste at tegne en service- og reparationsaftale på. Det viser en prisanalyse, som FDM har lavet for nye benzinbiler, elbiler og plugin-hybrider.
Det er fire år siden, at vi sidst analyserede priserne på serviceaftaler, og i forhold til dengang har priserne generelt bevæget sig lidt op. Analysen baserer sig på i alt 30 biler, hvor der findes sammenlignelige modeller fra mærker som BMW, Hyundai, Kia, Mercedes-Benz, Peugeot og Volkswagen. Vi har taget udgangspunkt i populære nye biler på det danske marked. Private danske bilkøbere er nærmest stoppet med at købe dieselbiler, og derfor indgår de ikke i 2025-analysen.
Serviceaftalerne for elbiler er blevet relativt billigere i forhold til benzinbiler. Hvor elbilerne i vores 2021-undersøgelse havde indeks 81, er det nu faldet til indeks 64. Det vil sige, at elbilerne generelt er 36 procent billigere at servicere end benzinbiler og plugin-hybrider.
Benzin | Plugin-hybrid | Elbil |
---|---|---|
100 | 100 | 64 |
Husk service på elbiler
Benzinbilerne er vores udgangspunkt, og derfor har de indeks 100. Men i vores undersøgelse fra 2021 var plugin-hybriderne dyrere at tegne en serviceaftale på. Det er de ikke længere, for selvom teknologien er blevet mere kompliceret, har bilmærkerne ensrettet priserne på service- og reparationsaftalerne for benzinbiler og plugin-hybrider.
– Baseret på vores erfaringer med serviceomkostninger på forskellige biltyper virker priserne på serviceaftaler for plugin-hybrider overraskende billige, siger Daniel Brandstrup Slundt, der er økonomisk rådgiver i FDM. Han tilføjer, at det kan hænge sammen med det markante fald i salget af plugin-hybrider.
Generelt skal man være opmærksom på, at en service- og reparationsaftale indeholder et forsikringselement, og derfor vil de være dyrere end blot at betale for planlagt serviceeftersyn. Men netop den ekstra tryghed i tilfælde af nogle reparationer gør, at serviceaftalerne er attraktive for de tryghedssøgende bilejere.
– Der er forskel på indholdet i de enkelte serviceaftaler. Derfor er det vigtigt at undersøge, hvad de dækker, og er du i tvivl, kan du som FDM-medlem få gennemgået serviceaftalens indhold i vores rådgivning, lyder rådet fra Daniel Brandstrup Slundt.
Det skal understreges, at selvom der stadig florerer myter om, at elbiler ikke skal serviceres, så skal elbiler løbende vedligeholdes for at forblive sikre, og for at man undgår dyre reparationer, når bilerne bliver ældre.
Har du brug for rådgivning?
Som medlem af FDM kan du få rådgivning af FDMs eksperter bl.a. om serviceaftaler og dine øvrige rettigheder som forbruger.