Det kan føles som en langstrakt affære at passere de 54 km vejarbejde, der er i øjeblikket er i gang på Østjyske Motorvej. Den bliver udvidet til seks spor, og der arbejdes på 38 km mellem Vejle nord og Skanderborg syd samt 16 km rundt om Aarhus.
Arbejdede startede i efteråret 2023, og siden da er bilister blevet mødt med skilte med vejarbejde og hastighedsgrænser på 80 km/t.
Det giver længere rejsetid. Men hvor meget ekstra tid skal bilisterne reelt sætte af i forhold til en normal situation uden vejarbejde?
Tre og otte minutters ekstra rejsetid – i gennemsnit
Vejdirektoratet har målt den gennemsnitlige rejsetid på de to strækninger med vejarbejde på Østjyske Motorvej
Mellem Aarhus N og Aarhus S (ca. 16 kilometer) er den ekstra rejsetid tre-fire minutter.
Mellem Skanderborg S og Vejle (ca. 38 kilometer) er rejsetiden seks-otte minutter længere.
Rejsetiden kan variere, og især i myldretiden kan køerne blive længere. I ca. tre procent af tiden er der mere end henholdsvis 10 og 15 minutters ekstra rejsetid på de to strækninger.

Bedre flow med 80 km/t hele vejen
Begiver man sig ud på en køretur hele vejen mellem Vejle og Aarhus N, er forsinkelsen typisk på 9-12 minutter i dagtimerne, og fem procent af tiden opleves forsinkelser på mere end 20 minutter.
– Vi kan lige så godt være ærlige. Vejarbejde er – sagt på godt jysk – træls for trafikanterne. Men det er nu engang nødvendigt, hvis vi skal nå i mål med at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden. Og så har vi erfaret, at det – i tilfælde med vejarbejde – giver de bedste betingelser for trafikken at sænke hastigheden til 80 km/t på længere strækninger ad gangen. Det giver et bedre flow i trafikken uden elevatorkørsel, hvor trafikanterne hele tiden skal op og ned i fart, forklarer Robin Højen Madsen, der er projektchef i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.
Han opfordrer bilister til at vise hensyn, holder afstand og sænke farten, når de kører gennem et vejarbejde.
Det er også vigtigt at spænde gods ordentligt fast på traileren, så det ikke tabes på vejbanen.
Desuden skal trafikanter husker at skabe en udrykningskorridor, når trafikken står stille, så eventuelle udrykningskøretøjer kan nå hurtigt frem.
Vejarbejdet på E45 Østjyske Motorvej fortsætter til udgangen af 2026.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.