Lugter der dårligt i kabinen i din bil – og har du tjekket for spildt mælk og gamle madrester i kabinen – så skyldes lugten med stor sandsynlighed bakterier i bilens ventilationssystem.
For at køle luften ned i biler med aircondition eller klimaanlæg har man en såkaldt fordamper, der køler og tørrer luften i kabinen. Her ynder snavs og bakterier at sætte sig, og det giver ikke bare dårlig lugt, men også dårligt indeklima, som især påvirker allergikere eller kan gøre, at man udvikler allergi. Fordamperen er typisk placeret, hvor man ikke selv kan komme til at rense den, uden at en mekaniker har adskilt bilen.
Mange værksteder sælger små dåser, som sprøjter kemi ud i kabinen, der skulle fjerne bakterierne. FDM har testet denne løsning på to biler og visuelt inspiceret fordamperne bagefter. I ingen af tilfældene blev fordamperen renset ordentligt, og roden til lugtgener, skimmel og bakterier blev dermed ikke fjernet. Dette løser altså ikke problemet.
Kræver professionel rens
En test på to andre biler, som FDM har lavet sammen med Autobranchens Udviklingscenter, viser, at det ikke kun er indeklimaet, der lider, hvis fordamperen inficeres af bakterier. Blade, der var kommet forbi kabinefilteret, og snavs, som havde sat sig fast i fordamperen, nedsatte luftgennemstrømningen med 15-25 procent på de to biler. Det medfører, at det tager længere tid at køle kabinen ned, og det lægger større mekanisk pres på ventilationssystemet.
I testen fik bilerne også en større mekanisk rens med en allergivenlig væske, som sikrede, at bakterierne også blev fjernet. På et værksted kan behandlingen godt tage op til to timer og koster fra 1.500 kr., så det er ikke noget, man skal gøre rutinemæssigt. Det er kun, hvis bilen har en umiskendelig lugt af skimmel eller bakterier. Så det er ikke FDMs anbefaling, at man udfører denne rens rutinemæssigt.
I hverdagen kan man dog let selv gøre noget for at minimere risikoen for dannelse af bakterier. Sørg for at gøre bilen ren jævnligt, og sluk for klimaanlægget ca. 10-15 min. før endt kørsel, især på meget varme dage, hvor klimaanlægget arbejder meget. Det hjælper.
Bemærk, at FDM generelt anbefaler, at man servicerer bilens aircondition/klimaanlæg minimum hvert andet år.
3 tips til rens
- Bed om fotodokumentation før og efter rens, da du ikke selv kan tjekke resultatet.
- Tjek, at der benyttes et allergivenligt produkt til at rense fordamperen.
- Skift til et allergivenligt kabinefilter, gerne med aktivt kul.
Har du brug for hjælp?
Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske, tekniske og økonomiske eksperter om dit bilejerskab.