Renault skruer op for garantien - men kun for elbiler

Med ny lang garanti på fem år / 150.000 km melder Renault sig på bilmærkernes A-hold. Flere bilmærker tilbyder stadig for kort garanti, mener FDM. 

Sølvgrå Renault Scenic set forfra
Bilist

Efter et langt tilløb hæver Renault nu også deres garanti. Fra 24. maj giver det franske bilmærke fem års garanti (150.000 km) på sine elbiler og varebiler.

Dermed slutter Renault sig til gruppen af stadig flere bilmærker, der inden for kort tid har hævet deres garantier markant.

– Vi har gennem længere tid undersøgt muligheden for at få fem års garanti på Renaults elbiler. Indtil nu har man kunnet tilkøbe garantien – Security plus – hos vores forhandlere, men fra 24. maj bliver garantien standard, udtaler Presse- og Marketingchef fra Søren Hyltoft fra Renault Danmark i en pressemeddelelse.

Mens Renault Megane og Renault Scenic får garantiforlængelse uden merpris, stiger Renault 5 med 5.000 kroner, så billigste Renault 5 nu starter ved 189.990 kr.

Renault oplyser, at kunder, der har bestilt, men ikke modtaget deres nye Renault 5, frit kan vælge, om de ønsker at købe bilen til den annoncerede pris og med to år/100.000 km garanti, eller om de ønsker at få fem års garanti og betale 5.000 kr. mere.

Bilmærker konkurrerer på garantien

Renault har fuld fart på udviklingen af elbiler, hvor især den genfødte Renault 5 i elbiludgave ligner et hit. Bilen blev i januar kåret som The Car of the Year 2025 i Europa, og nu kan danske kunder altså se frem til fem års garanti.

– Det er glædeligt og godt nyt for bilkøberne, at Renault nu tilbyder elbiler med en god lang garanti. Det er noget, vi længe har efterlyst, og det bekræfter os i, at garantien er blevet et konkurrenceparameter. For forbrugerne er det vigtigt, at de trygt kan læne sig op ad en lang garanti, og her viser Renault, at de tør stå på mål for deres elbiler, siger advokat i FDMs rådgivning Michael Ern Nielsen og tilføjer:

– Vi savner dog, at den længere garanti vil gælde alle biler, uanset hvad de kører på. For købere af benzinbiler har brug for samme gode garanti.

Garantiernes A- og B-hold

Med sin nye længere garanti tilslutter Renault sig med sine elbiler A-holdet af bilmærker, der tilbyder bilkøberne en garanti, der matcher FDMs minimumskrav, som er fem år eller 150.000 km.

Senest forlængede Wismo i april garantien på elbiler fra mærkerne Peugeot, Citroën og Opel fra to til fem år (150.000 km), mens Ford Danmark og Semler Gruppen, som bl.a. importerer mærkerne VW, Skoda, Audi og Seat/Cupra, også begge giver fem års garanti på deres elbiler.

Mercedes-Benz giver også fem års garanti på sine elbiler, men kun frem til juni. Hvad der skal ske herefter, er uvist.

Af de europæiske bilmærker hænger BMW, Fiat, Dacia og Alfa Romeo som nogle af de få dermed stadig fast i to års garanti, mens Toyotas tre års garanti pludselig ikke er så attraktiv længere. Det samme gælder andre japanske mærker som Nissan og Suzuki.

Også Tesla, der i dag ’kun’ har fire års garanti (80.000 km), er med udviklingen blevet sat af A-holdet.

Har du brug for rådgivning? 

Som medlem af FDM kan du få rådgivning af FDMs juridiske eksperter bl.a. om garanti, om reklamation og dine øvrige rettigheder som forbruger. 

Bliv medlem