Stor ladeoperatør stopper salg af ladebokse

E.ON stopper salg af ladebokse til private og virksomheder og nedskalerer produktudbuddet. Skidt for konkurrencen på ladeområdet, mener FDM.

Ladestik i elbil med mand, der går i baggrunden
Bilist

En af landets store og ældste ladeoperatører, E.ON, omstrukturerer nu en del af sin forretning og stopper salget af ladebokse til private kunder og til virksomheder. Det meddeler E.ON mandag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Eksisterende kunder vil dog stadig få serviceret deres ladebokse og skal som sådan ikke foretage sig noget på nuværende tidspunkt.

E.ON skriver dog, at kunderne vil få direkte besked, hvis betingelserne for deres produkt ændres.

Omstruktureringen er et resultat af en strategisk gennemgang på koncernniveau af E.ON's eMobility-forretning i Danmark, hvor selskabet i 10 år har udbudt ladeløsninger. Formålet er at opnå en bedre strategisk markedstilpasning.

E.ON’s kunder vil dog fortsat kunne lade på selskabets offentlige ladenetværk via E.ON’s app eller ladebrik. Nye kunder vil også fortsat kunne hente og bruge E.ON's app.

FDM forventer flere forandringer på markedet

Hos FDM ærgrer man sig på forbrugernes vegne.

– Det er dårligt nyt for konkurrencen, at E.ON nu nedskalerer sin ladeboksforretning. Hvis man skal se det positive i den kedelige nyhed, så er det godt, at E.ON’s offentlige ladeinfrastruktur stadig fortsætter, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru og fortsætter:

Udviklingen er et tegn på den hårde konkurrence på markedet for elbilopladning – især på hjemmeopladning, hvor aktørerne kæmper om kunderne. Med kun 400.000 elbiler i Danmark er det et presset marked, og vi vil formentlig se mere konsolidering i form af opkøb, fusioner og nye partnerskaber.

Er du i tvivl om den rette ladeløsning?

Hvilken ladeløsning passer dig bedst? Hvad er billigst? Hvordan gør man? Læs med her.

Guide: Alt du skal vide om opladning