Færdselsstyrelsen giver FDM ret: Tesla-modeller har for meget slør

To utilfredse bilejere har klaget over, at deres Teslaer ikke bestod syn, fordi de havde væsentligt slør i hjulophænget. Færdselsstyrelsen har nu behandlet klagerne, og den giver FDM Test & Bilsyn ret i, at bilerne havde væsentligt slør og derfor skulle til omsyn.

Færdselsstyrelsen giver FDM ret: Tesla-modeller har for meget slør
Bilist

Det var helt korrekt, da FDM Test & Bilsyn ikke godkendte to Tesla Model 3, der var til periodisk syn tidligere på året. Det slår Færdselsstyrelsen fast, efter at bilejerne uafhængigt af hinanden klagede over, at bilerne skulle til omsyn.

Årsagen til synsresultaterne var i begge tilfælde "for meget slør i bøsninger i baghjulsophæng”.

Bilejerne kørte herefter til Tesla for at få rettet fejlene inden omsynet. Men hos Tesla lød beskeden, at der ikke var problemer med hjulophængene, og at bilerne burde have bestået synet.

Derfor blev der klaget over synsafgørelsen, og Færdselsstyrelsen valgte at besigtige begge køretøjer. Men der var ikke noget at komme efter.

I begge tilfælde blev det vurderet, at køretøjet var synet korrekt. Færdselsstyrelsen konstaterede: ”Bøsning, i baghjulsophæng slør for stor, højre + venstre side. Færdselsstyrelsen kunne ved kontrol ligeledes konstatere samme slør i bøsningerne”.

Sådan opleves sløret i Teslas hjulophæng

Dumper oftere til syn

FDM har tidligere beskrevet, at der er adskillige tilfælde af væsentligt slør i baghjulsophænget og i ratstammen på den populære Model 3, men også på Model Y. De indberettes både til FDMs rådgivning, hvor medlemmer henvender sig, og på FDMs testcentre, hvor sløret er velkendt i forbindelse med syn og garantitest.

– Vi er naturligvis tilfredse med afgørelsen, for vi har gjort opmærksom på problemerne flere gange. Ved andre bilmodeller oplever vi normalt først slør i hjulophæng og styretøj på ældre biler, som har kørt mange kilometer. Men med de to Tesla-modeller, ser vi det forholdsvist tidligt i bilens levealder, og for mange allerede inden de skal til deres første syn, siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.

FDM kunne også i januar fortælle, at knap hver fjerde af de Tesla Model 3 årgang 2020, der sidste år var til syn, dumpede blandt andet på grund slør i vigtige dele. For øvrige elbiler var dumpeprocenten blot ni procent.

Foruden slør i bøsningerne på bilernes baghjulsophæng, oplever FDM også, at der er så meget slør i ratstammemodulet på nogle Tesla-biler, at rattet kan rykkes fra side til side og op og ned.

Sådan opleves sløret i Teslas ratstamme

Tesla-ejere i klemme

Problemet for de Tesla-ejere, der har biler med de nævnte problemer, er, at Tesla vurderer, at sløret ligger inden for deres tilladte tolerance i forhold til deres værkstedsmanual.

Derfor skal bilejerne kæmpe med Tesla i forhold til at få det dækket af deres garantier, og det mener FDM er helt uacceptabelt. Det stiller bilejerne i en svær situation, hvis de får bilen dumpet til syn og kun har 33 dage til at få det udbedret, inden et omsyn.

– Vi forventer, at Tesla hjælper bilisterne, da det ikke er rimeligt, at forbrugeren står med en ekstra udgift til reparation og evt. omsyn, fordi bilen har en fejl, den ikke burde have. Tesla bør revurdere sagerne og foretage de nødvendige reparationer uden beregning under garantien og refundere udgifter for reparationer, som allerede er udført mod betaling – både hos Tesla og hos tredjepart, siger Lone Otto.

Få en uvildig til at undersøge din bil

FDM anbefaler, at man får testet bilen hos en uvildig, så eventuelle fejl eller slør kan blive rettet.

Er der stadig garanti på bilen, anbefaler FDM, at man fastholder overfor Tesla, at slør i hjulophæng eller ratstamme er omfattet af fabriksgarantien. Vil de ikke udbedre fejlene, anbefaler FDM, at man får juridisk rådgivning, inden man selv får udbedret en fejl.

FDM har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tesla om afgørelserne fra Færdselsstyrelsen.

I tvivl om dine rettigheder?

Som medlem af FDM kan du få hjælp af vores juridiske eksperter, også i sager vedrørende reklamationsret, kulance og dine rettigheder som forbruger. 

Kontakt FDM