Da det første betalingstoilet langs motorvejene åbnede i 2016 på rastepladsen Hylkedal Vest ved Kolding, skete det for at højne bilisternes tilfredshed med toiletterne. Vejdirektoratets undersøgelse viste dengang, at kun 45 procent var tilfredse med toiletforholdene på de små bemandede rastepladser.
– Det er ikke rimeligt, at turister, chauffører og trafikanter, der holder ind på bemandede rastepladser, bliver mødt af uhumske toiletforhold. Det skal vi have rettet op på, og derfor har jeg nu bedt Vejdirektoratet om at iværksætte en handlingsplan, sagde den daværende transportminister, Hans Christian Schmidt (V).
Planen blev at oprette betalingstoiletter, og samtidig skulle Vejdirektoratet sørge for øget kontrol af forholdene og indføre en smileyordning, hvor brugere har mulighed for at trykke på fire smileys i farvenuancer fra grøn til rød.
Siden er der indført betalingstoiletter på seks af landets 16 infoterier, der er betegnelsen for de mindre motorvejscaféer. På de 23 rastepladser med serviceanlæg, der har tankstation og større spisemuligheder, er der ikke betalingstoiletter. På Vejdirektoratets 51 ubemandede rastepladser er toiletterne også gratis.
Infoterier med betalingstoiletter
Fyn:
- Lillebælt N
- Lillebælt S
Jylland:
- Årslev Ø
- Hylkedal V
- Hylkedal Ø
- Pedersminde
Naturen er ikke et toilet
De seks betalingstoiletter har løftet tilfredsheden blandt brugerne med 10-20 procent, oplyser Vejdirektoratet. Men de lidt mere smilende smileys kommer med synlige ulemper for de servicefolk, der holder tilsyn med pladserne. Betalingen på fem kr. for adgang til toiletterne inklusive en kupon på 2,5 kr. rabat til kiosken har vist sig at være en barriere.
– Vi oplever desværre den udfordring, at en hel del benytter udenomsarealerne i stedet for toiletterne. De går ud i de grønne arealer og bruger dem på alle måder, siger Mette Fynbo, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Derfor blæser der nye vinde over rastepladserne, og for at de ikke skal lugte af pissoir og kloak, er det planen, at betalingstoiletterne udfases.
Retten til at etablere og drive forretninger på de bemandede pladser tildeles efter offentlige udbud, og et netop afsluttet udbud for 18 tankstationer (og 20 ladeparker) betyder, at mange af dem vil skifte navn fra 2026. I udbudsmaterialet indgik bl.a. gratis offentlig adgang til toiletter hele døgnet året rundt og høje krav til rengøring og eftersyn.
Formentlig slut med betaling om 10 år
Et lignende krav vil blive overvejet for de seks infoterier, der i dag har betalingstoiletter, når driften igen skal i udbud i 2035.
– Som det er lige nu, vil vi ikke anbefale betalingstoiletter. Vi synes, det er en service, trafikanterne bør have gratis. Samtidig ønsker vi, at de skal kunne bruge rene og grønne områder, som vi i øvrigt prioriterer højt i vores drift af rastepladserne. Men det er også vigtigt at sige, at vi ikke sløjfer betalingstoiletterne, inden infoterierne skal i udbud, forklarer Mette Fynbo.
Hun tror ikke, at bilisterne risikerer mere uhumske og ulækre toiletter, når de igen bliver gratis.
– Det er ikke udelukkende betalingen, der har fået tilfredsheden med toiletterne op, men nærmere den renovering af toiletterne, der var et krav ved opsætningen af betaling. Vi fører kontrol med renhold på pladserne, og de kan få en bod, hvis de ikke lever op til deres kontrakt. Et nyt udbud giver andre muligheder, og der kan der komme krav om en opgradering af toiletterne, hvilket også var et krav til det netop overståede udbud på tankanlæg, påpeger Mette Fynbo.
Tidligere har kontrakter på driften løbet i op til 35 år. Fremover gælder de 10 år ad gangen.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.