2024 blev endnu et travlt år i Parkeringsklagenævnet, der siden 2018 har behandlet klagesager over private p-afgifter.
I alt 2.437 bilister valgte sidste år at klage over deres p-afgift, hvilket er det højeste antal siden nævnets oprettelse. Tilsvarende afsluttede Parkeringsklagenævnet i alt 3.364 sager enten ved nævnsafgørelse eller i forbindelse med sagsforberedelsen, viser nævnets årsberetning for 2024.
At der blev afgjort flere sager, end der kom ind, skyldes, at en del klagesager kom ind i 2023.
De mange sager til trods lykkedes det også at nedbringe selve sagsbehandlingstiden. Den er nu i gennemsnit 229 dage fra en klagesag bliver anlagt, til den bliver afgjort.
P-selskaber opgiver sager
Selvom sidste års 2.437 klager kun svarer til en brøkdel af de afgifter, private p-selskaber udskrev i 2024, viser Parkeringsnævnets årsberetning, at det godt kan betale sig at klage over en p-afgift, som man mener, er forkert.
For ganske vist fik forbrugerne ’kun’ medhold i deres klage i to ud af 10 sager, som blev afgjort ved nævnsbehandling. Men i 392 andre sager, som blev afsluttet under sagsforberedelsen, frafaldt p-selskaberne deres krav i ni ud af 10 sager.
– På linje med tidligere år viser tallene, at det ikke er forgæves at klage til nævnet, hvis man har fået en fejlagtigt pålagt afgift. Alle de sager, som selskaber frafalder i løbet af sagernes forberedelse, indikerer tydeligt, at der stadig er god plads til forbedring af selskabernes egen klagebehandling. Vores erfaring viser, at selskaberne ikke er gode nok til at sætte sig ind i klagens indhold og blot giver, hvad der fremstår som en standardafvisning, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.
Det koster 175 kr. i gebyr at klage til Parkeringsklagenævnet. Får man medhold, får man gebyret igen. Omvendt koster det parkeringsselskaberne 3.500 kr. i gebyr til nævnet at tabe en sag.
Mange klager over ’usynlige’ p-afgifter
Som tidligere år er det især klager over såkaldt digital registrering (18,30 %), der fylder i sagsbunken. En stor del af dem handler om de udskældte usynlige p-afgifter, som bilister først modtager – typisk elektronisk – længe efter, at bilisten har flyttet bilen.
FDM har længe kritiseret netop den type p-afgifter, som FDM mener ikke er lovlige. Derfor er det positivt, at transportminister Thomas Danielsen i juli opdaterede bekendtgørelsen på området, hvori det blev præciseret, at afgifterne er ulovlige.
– Det er desværre ikke overraskende, at sager om digital registrering er dominerende. Dels er der alle sagerne om usynlige p-afgifter, som forhåbentligt fremadrettet er en saga blot, dels ser vi stadig mange sager, hvor der er betalt for parkeringen, men bilisten har valgt den forkerte bil i betalingsappen – altså sager, hvor selskaberne både vil have parkeringsbetaling og en p-afgift, selvom man som bilist har betalt for sin parkering, siger Dennis Lange.
Også klager over dårlig skiltning (16,41 %) og opmærkning af p-båse (10,18 %) fylder som tidligere år godt.
– En anden genganger er klager over skiltningen. Her viser sagerne fra både nævnet, og de henvendelser vi får i vores juridiske rådgivning, at selskaberne kan blive bedre til at gøre skiltene letforståelige, ligesom en tydelig afmærkning af p-båsene bør være et minimumskrav for at kunne pålægge afgifter, siger Dennis Lange.
Sådan indsender du klage over privat parkeringsselskab (eksternt link)
Sådan klager du over en p-afgift
Parkeringsklagenævnet er et forbrugerklagenævn, hvor bilisterne siden 2018 har kunnet klage over private parkeringsafgifter. Her repræsenterer FDM sammen med Forbrugerrådet Tænk forbrugerne. Derudover består nævnet af repræsentanter fra parkeringsbranchen og en nævnsformand, som er dommer.
For at Parkeringsklagenævnet kan behandle din klage, er der nogle formelle krav, du skal følge.
Første skridt er, at du skal klage direkte til det parkeringsselskab, der har givet kontrolafgiften og modtage svar fra selskabet. Først herefter kan man klage videre til Parkeringsklagenævnet.
Har parkeringsselskabet ikke svaret dig inden for tre måneder, må du dog godt sende din klage videre til Parkeringsklagenævnet uden svar fra p-selskabet. Du skal blot kunne dokumentere, at din klagemail er sendt og modtaget af p-selskabet, du klager over.
Har du brug for hjælp eller rådgivning?
Har du fået en parkeringsafgift, kan du som medlem få vurderet parkeringsafgiften og få rådgivning om det videre forløb. Vi hjælper dig med din klage, og i principielle tilfælde kan vi gå i retten med din sag.