Det bliver dyrere at være bilejer i 2026. Bilister med benzinbiler vil opleve, at de løbende afgifter for at eje bilen stiger med cirka 10 procent, mens dieselbilsejere i snit vil få en stigning på syv procent.
– Det blev aftalt ved den seneste stor omlægning af registreringsafgiften på nye biler, at satserne for vægtafgift, grøn ejerafgift og CO2-ejerafgift stiger årligt til og med 2026. Fra 2027 og frem betales afgift efter 2026-satserne, medmindre afgiftssystemet omlægges. Hårdest rammes de mindst effektive benzin- og dieselbiler, som stiger knap med 3.000 kr. om året, siger FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru.
Men FDM er bekymret. For bilbranchen taler for, at de løbende afgifter på bilejerskabet skal stige for at give afgiftslettelser på dyreste elbiler.
– Bilbranchen har foreslået, at de dyreste elbiler fortsat skal have gunstige afgiftsvilkår, og at finansieringen til det blandt andet skal findes ved at hæve de løbende afgifter på benzin- og dieselbiler ligesom ved den seneste afgiftsomlægning. Men FDM vil ikke være med til, at benzin- og dieselejere igen skal finansiere lavere afgift for de dyreste elbiler, siger Ilyas Dogru.
Men bilisterne bliver allerede ramt af en anden prisstigning de kommende år.
– Disse stiginger skal også ses i lyset af, at både prisen på benzin og diesel forventes at stige fra næste år, som følge af at transportsektoren kommer ind i et kvotesystem i EU. Der betyder, at brændstofleverandører får højere omkostninger, og prisstigningerne lægges over til forbrugeren. Priserne formodes at stige med mere end en krone pr. liter, slutter Ilyas Dogru
Benzinbiler stiger mest i procent
De løbende afgifter har forskellige navne afhængigt af, hvornår bilen er indregistreret. De ældste biler betaler vægtafgift, biler indregisteret fra 1. juli 1997 til 30. juni 2021 betaler ejerafgift baseret på bilens forbrugstal, og biler indregistreret herefter betaler en afgift baseret på bilens CO2-udledning.
Generelt stiger ejerafgifterne fra index 124,4 til 136,9 baseret på afgifterne i 2021. Det vil sige, at afgifterne i runde tal stiger 10 procent. Men fordi ejere af dieselbiler også skal betale udligningsafgift, som forbliver uændret, vil de opleve en lavere procentvis stigning. Den vil typisk ligge på syv procent, men det afhænger af, hvor meget udligningsafgiften udgør af de samlede løbende afgifter, og hvordan Skat har valgt at afrunde afgifterne.
Elbiler og plugin-hybrider kommer også til at stige, men deres CO2-tal ligger typisk under 58 gram. Dermed stiger halvårlige CO2-ejerafgifter fra 420 til 460 kr., hvilket er en stigning på 10 procent. Samlet set skal de betale 920 kr. om året.
Husk, at alle oplyste tal er pr. halvår, da man bliver opkrævet de periodiske eller løbende afgifter hvert halve år. Så når du laver dit bilbudget, skal du medtage de løbende afgifter to gange, hvis du indtaster årlige omkostninger.
CO2-ejerafgift 2025 og 2026
Bemærk, at biler indregisteret før 1. juli 2021 skal betale grøn ejerafgift eller vægtafgift. Stigningerne er i samme størrelsesorden, som du kan se for CO2-ejerafgiften, så du kan forvente en stigning på cirka 10 procent i selve ejerafgiften. Bemærk også, at for nyere biler, hvor forbruget oplyses via WLTP-normen, der skal du ind og finde det skattetekniske beregnede forbrugstal på Skats hjemmeside eller din registreringsattest.
Alle satser er fastsat i brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 13 og vægtafgiftslovens § 3, stk. 5. Se brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven. Du kan se de aktuelle takster på Skat's hjemmeside herunder.
Her er det aktuelle link til Skat: Slå din ejerafgift/vægtafgift op her
Vil du have personlig rådgivning?
Som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der kan hjælpe dig med at træffe beslutningen om du skal beholde din nuværende bil eller det er tid til at købe nyt.