Ny teknik redder liv og afværger skader – har din bil den?

Ærgerlige parkeringsskader og fatale personpåkørsler kan undgås i stor stil, hvis alle nye biler udstyres med en automatisk bakbremse. Sådanne systemer findes allerede i mange nye biler, men hvor gode er de? Det har FDM og tyske ADAC undersøgt på 10 bilmodeller.

Hvid Tesla bakker ind i dukke under sikkerhedstest
Bilist

 Alle bilister kender situationen, hvor man er ved at bakke ud af en p-plads og så pludselig opdager, at en bil, en fodgænger eller en cyklist kommer på tværs. Heldigvis ender situationen almindeligvis kun med et mindre chok hos begge parter, men indimellem går det desværre rigtig galt med skader på personer og materiel til følge. 

På lignende vis har vi nok alle hørt om de helt alvorlige situationer, hvor bilister er kommet til at bakke ind i legende børn, og i den mindre alvorlige afdeling har de fleste bilister nok selv oplevet situationer, hvor de er kommet til at bakke ind i et skilt, en indkøbsvogn, en sten eller en anden form for forhindring.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Video: Test af bakbremser

Der er ikke nogen danske opgørelser over omfanget af skader relateret til, at danske bilister bakker ind i forhindringer. Men i Tyskland vurderes omkostningerne fra de tyske bilisters materielle skader til årligt at løbe op i 33,5 mia. kr. Hertil skal lægges omkostninger i form af menneskelige skader i forbindelse med hændelserne.

En undersøgelse af det tyske forsikringsselskab Allianz fra 2019 viste, at hver fjerde personpåkørsel sker, i forbindelse med at en bil bakker, og at det ofte medfører ret alvorlige personskader, da ældre fodgængere er overrepræsenteret i statistikken. De er almindeligvis mere sårbare i forbindelse med faldskader.

Dukke bag bil, der bakker
I FDM kalder vi denne test for Junior-testen, opkaldt efter den lille „dreng“ på scooteren. Kun 6 af de 10 biler kunne bremse selv, når man bakkede hen mod den stillestående forhindring. Hyundai Ioniq 5 klarede det dog ved lav hastighed.

Nye biler bremser selv

Man ville derfor kunne opnå ganske betydelige fordele, hvis alle biler blev udstyret med systemer, der kunne få bilen til automatisk at bremse op, før en ulykke ellers ville indtræffe.

I dag er mange nye biler heldigvis udstyret med en automatisk nødbremse, der kan reagere, når man bakker. Den er ikke helt så avanceret som den nødbremse, der bremser, hvis man er ved at køre ind i noget forlæns. Men den kan trods alt holde øje med stationære forhindringer samt både biler og bløde trafikanter i bevægelse bag bilen.

Det er især, når man bakker ud fra en p-plads, at der er stor risiko for påkørsler, og ofte støder to biler sammen, fordi de bakker ud samtidig. Det er sådanne situationer, vi har genskabt i denne test, hvor vi har undersøgt bilernes evne til at bremse for andre biler, fodgængere, cyklister og legende børn. 

Den gode nyhed er, at ud af de 10 biler, vi har testet, kunne de syv af bilerne faktisk bremse for de fleste af forhindringerne, og fire af de testede biler klarede endda at bremse i alle situationerne. Tre biler klarede kun få af opgaverne på tilfredsstillende vis, med Tesla Model Y som den dårligste – vel at mærke i den version, der fandtes, før den faceliftede model kom på gaden her i foråret.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Sådan klarede bilerne testen

Af de 10 biler, der er testet, klarede de fire af dem vores test til topkarakter, og kun tre biler faldt igennem på et eller flere punkter. Det er en klar forbedring i forhold til en lignende tidligere test, og testen viser dermed, at teknikken nu er både tilgængelig og brugbar. 

BMW X3 – 100 % – 6 stjerner Alle udgaver har det nødvendige udstyr som standard. Bilen kunne bremse for alle forhindringer.
Ford Puma – 100 % – 6 stjerner Bilen bremser for alle forhindringer, hvis den er udstyret med Førerassistance-pakke (ekstraudstyr).
VW Tiguan – 100 % – 6 stjerner Alle udgaver har det nødvendige udstyr som standard. Bilen kunne bremse for alle forhindringer.
Volvo EX30 – 100 % – 6 stjerner Alle udgaver har det nødvendige udstyr som standard. Bilen kunne bremse for alle forhindringer.
Hyundai Ioniq 5 N Line – 98 % – 5 stjerner Kun udgaverne Ultimate og N Line har udstyr, der bremser, når man bakker. Her virker systemet fint, men bilen kan ikke bremse for et legende barn bag bilen, hvis man bakker med 8 km/t, men kan dog bremse ved 4 km/t.
Mercedes-Benz E-klasse – 90 % – 5 stjerner Alle udgaver har det nødvendige udstyr som standard. Bilen kunne bremse for alle forhindringer på nær det legende barn på en scooter.
Skoda Enyaq – 88 % – 4 stjerner Alle udgaver har det nødvendige udstyr som standard. Bilen kunne bremse for stort set alle forhindringer, men kunne dog ikke bremse for den gående fodgænger. Bilen bremser ret sent. Enyaq er blevet faceliftet efter denne test.
BYD Seal – 52 % – 3 stjerner Alle udgaver har som standard en nødbremse, der bremser for tværgående trafik. Men bilen kunne ikke bremse for stationære forhindringer.
Renault 5 – 49 % – 3 stjerner 5’eren har som standard en nødbremse, der bremser for stationære forhindringer. Men bilen kunne ikke bremse for tværgående trafik, og nødbremsen reagerer til tider for sent.
Tesla Model Y – 41 % – 3 stjerner Alle udgaver har som standard en nødbremse, der bremser for nogle former for tværgående trafik, når man bakker. Bilen bremser ikke for alle stationære forhindringer. Tesla Model Y er blevet faceliftet efter denne test.

Spørg efter udstyret

I Danmark er det ikke alle biler, der har det udstyr, der gør det muligt for bilen at bremse selv, hvis man er ved at bakke ind i noget. Nogle bilmodeller fås slet ikke med dette udstyr, mens det til andre modeller kan fås som ekstraudstyr. Heldigvis ser vi flere og flere modeller, hvor udstyret er standard i alle udgaverne.

Blandt de 10 testede biler gælder det BMW X3, VW Tiguan og Volvo EX30. For bilmodeller som Ford Puma og Hyundai Ioniq 5 er det valget af udstyrsmodel, der afgør, om udstyret er standard. Til de billigste udgaver af Ford Puma er det ekstraudstyr til 18.000 kr., mens det slet ikke fås til de billigste udgaver af Hyundai Ioniq 5.

FDM anbefaler, at man altid spørger ind til, hvilke modeller der har nødbremse som standard, eller hvilke udstyrspakker man skal tilkøbe, før man kan være sikker på, at bilen har det vigtige sikkerhedsudstyr. Vi anbefaler også, at man vælger en bil med det omtalte udstyr, hvis det er muligt.

Samtidig opfordrer FDM og de øvrige europæiske bilklubber nu bilfabrikkerne til at gøre den automatiske nødbremse ved bakning til standardudstyr i alle biler, ligesom vi skubber på for at gøre det lovpligtigt i nye biler.

Har du brug for hjælp eller rådgivning?

Har du fået en parkeringsafgift, kan du som medlem få vurderet parkeringsafgiften og få rådgivning om det videre forløb. Vi hjælper dig med din klage, og i principielle tilfælde kan vi gå i retten med din sag.

Bliv medlem