Nu er det ikke kun familien og hunden, der skal have et pas. Fra 2027 får din elbil også et pas.
Og det er en god idé set med forbrugerøjne. Passet giver dig nemlig mulighed for at træffe et mere oplyst valg, når du køber elbil. Og modsat familiens pas er det ikke noget, der koster dig penge.
– Der er tale om et digitalt pas, som via en QR-kode bl.a. giver dig indsigt i batteriets klimaaftryk og oprindelse. Det giver bedre mulighed for reparation og genbrug – og dermed længere levetid for batteriet, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.
Det nye pas er en del af den nye batteriforordning, som EU har vedtaget. Målet er at sikre mere gennemsigtighed, bedre genbrug og højere etiske standarder for alle større batterier – fra elbiler til elcykler.
Passet giver adgang til oplysninger om råstoffernes oprindelse, CO₂-aftryk fra produktionen, arbejdsforhold og menneskerettigheder i forsyningskæden samt instruktioner til reparation og genanvendelse.
Batteripasset bliver fra 18. feb. 2027 obligatorisk for alle batterier, der er større eller lig med 2 kWh, hvilket i praksis vil sige alle elbiler.
Krav om genanvendelse af batterier
Ud over det nye pas stiller EU nye krav til genanvendelse af eksisterende batterier. Fra 2027 skal mindst 90 % af kobolt og nikkel samt 50 % af litium kunne genindvindes fra brugte batterier – og andelen af genanvendte materialer skal gradvist øges i nye batterier frem mod 2030’erne.
Formålet er klart: ingen skjult børnearbejde, ingen skjult kulkraft – og et stærkere fokus på cirkulær økonomi.
Har du brug for hjælp?
Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske eksperter om dine rettigheder som forbruger.