En stille revolution er under opsejling på markedet for opladning af elbiler. Hvor det tidligere var ladeselskaberne, der stod med kortene på hånden pga. afgiftsrefusionsordningen, er det nu elbilisterne, som står stærkest.
Efter regeringen besluttede at nedsætte elafgiften i 2026 og 2027 fra ca. 90 øre til ca. 1 øre pr. kWh, har FDM afventet, hvad ladeselskaberne vil tilbyde forbrugerne. Og der er gode takter, viser vores gennemgang af ni udbyderes ladeaftaler.
Først og fremmest er der ikke et behov for refusion af en afgift, man ikke længere betaler. Det tvinger ladeoperatørerne til at gentænke, hvad de kan gøre for forbrugerne.
– Elafgiftens bortfald vender hele markedet på hovedet. En ting er sikkert: Nu er det ladeoperatørerne, der skal bevise, at de er værd at vælge, da forbrugerne ikke længere har brug for ladeoperatører for at få afgiften refunderet, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
Når ladeoperatørerne ikke længere kan tilbyde en stor fordel som afgiftsrefusion, må de finde på andre måder at holde på kunderne på. Det kan være ved at sænke prisen på en serviceaftale markant, tilbyde kundesupport eller at give rabat opladning på farten, som f.eks. EWII, OK og Norlys har gjort.
Gratis strøm i udlandet
Men FDM ser gerne, at ladeoperatørerne tænker endnu længere og ser elbilisterne som et aktiv for energisystemet.
Looad har eksempelvis lanceret rabat på elaftalen, mod at man stiller elbilen til rådighed for fleksibel opladning og balancering af elnettet. Looad starter og stopper altså opladning ved behov for at holde balance i elnettet. Dermed får du reelt lidt penge for at sætte bilen i stikket.
I andre europæiske lande er man dog gået endnu videre, for her findes tiltag, hvor elbilister får gratis strøm til at køre 15.000-25.000 km årligt. Eneste krav er, at man stiller elbilen til ladning i et aftalt tidsrum.
– Dermed erstatter elbilen ikke bare din fossilbil, men den kan også agere som buffer for elnettet. I flere lande bliver elbilejere allerede belønnet økonomisk for at stille deres bil til rådighed for energisystemet. Den udvikling kommer også til Danmark. Dem, der først formår at belønne forbrugerne for fleksibel opladning, bliver morgendagens vindere, lyder analysen fra Ilyas Dogru.
Hvad betyder det for elbilejere?
Så langt er vi ikke kommet endnu herhjemme. Men den lavere elafgift betyder, at alle danskere sparer penge på den strøm, man bruger i husstanden. En familie, der bruger 4.000 kWh om året, sparer cirka 3.560 kr.
De elbilister, som hidtil bare har betalt for strømmen uden en serviceaftale på ladeboksen, vil dermed kunne lade markant billigere hjemme. Har man som elbilist tegnet en serviceaftale med refusion af elafgiften, er besparelsen mindre, da man i forvejen har fået hele eller store dele af afgiften refunderet.
Men man slipper for at betale afgiften for efterfølgende at få den refunderet, og dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt man reelt får noget for sin serviceaftale. Og her er der noget konkret at spare. Reelt er et refusionsabonnement unødvendigt, men for nogle bilister vil trygheden i at have en ladeoperatør betyde betalingsvillighed for et abonnement.
Tjek, om du har den bedste aftale
Nu er der godt en måned til, at den lavere elafgift træder i kraft, og de fleste ladeoperatører har efter lidt ventetid lanceret deres tilbud til elbilisterne. Vi har samlet nogle i en oversigt herunder, og ikke overraskende har de fleste sænket deres abonnementspriser.
Nogle har som EWII og Looad sænket abonnementet til 0 kr. om måneden. Andre reducerer som OK og Norlys prisen med 20–30 kr. om måneden. Det viser, at refusion af elafgiften har været en central del af deres produkt.
Nogle opererer med billig serviceaftale på boksen, men har et dyrt abonnement på elaftalen. Og andre har sænket prisen på serviceaftale, mens de har hævet spotpristillægget.
– Prisen på serviceabonnement er en ting, men når man skal sammenligne produkter, skal man være opmærksom på totaludgifterne, og her er det også vigtigt at vide, hvad man skal betale for et evt. elabonnement og ikke mindst spotpristillæget, som kan være svære at finde, lyder rådet fra Ilyas Dogru.
Med de mange nye tilbud i markedet er det et oplagt tidspunkt at give sin ladeaftale et servicetjek. Vælger man at fortsætte uden serviceaftale, er det dog forbrugerens eget ansvar, at boksen fungerer. Derfor skal man gøre op med sig selv, om ens serviceaftale fortsat er attraktiv, eller om man skal skifte til en konkurrent.
I fremtiden bliver det endnu billigere
Selvom vi endnu ikke er der i Danmark, kommer tovejsteknologien Vehicle-to-Grid (V2G) til at ændre spillet yderligere. Når elbiler i fremtiden kan sende strøm tilbage til elnettet, kan bilister få betaling for aktivt at stabilisere nettet – ikke kun for fleksibel opladning. Det betyder potentielt endnu lavere ladeomkostninger og helt nye indtjeningsmuligheder for elbilister.
Hvilken ladeløsning passer bedst til dig?
Husk, du kan prøve FDMs beregner til ladeløsninger. Den hjælper med at finde frem til en ladeløsning, som matcher dine behov.