Manglende vinterdæk kan få betydning for din forsikring 

Bilister, der begiver sig ud på vejene med uegnede dæk, risikerer ikke kun bøder. Det kan også få konsekvenser for forsikringsdækningen, advarer FDM. 

Bil på vinterglat vej
Bilist

Når der er vinterføre, skal du ifølge de nye regler i færdselsloven køre på egnede dæk. Reglerne blev skærpet 1. juli, så politiet nu kan give bøder, hvis bilen er forsynet med åbenbart uegnede dæk i vintervejr. 

Men det er ikke kun en bøde på 1.000 kr. for hvert uegnet dæk, som du risikerer at stå med. Du kan også stå i en situation, hvor dit forsikringsselskab ikke vil dække skader på din bil, hvis du er involveret i et uheld. 

- Selvfølgelig bør bilisterne køre ansvarligt, men formuleringen i reglerne om egnede dæk gør, at vi frygter, at bilisterne kan stå i en situation, hvor forsikringen ikke dækker. Det fremgår tydeligt af lovens bemærkninger, at der ikke skal gives bøde i såkaldte gråzonetilfælde, men kun i de tilfælde, hvor det vurderes, at bilens dæk udgør en risiko for sikkerheden og fremkommeligheden. Derfor forventer FDM også, at forsikringsselskaberne har det med i deres helhedsbetragtning af skaden og ansvaret herfor, siger Michael Ern Nielsen, advokat i FDMs rådgivning. 

Tjek forsikringsvilkår

Det vil indledningsvist være op til det enkelte forsikringsselskab at vurdere, om der er dækning i de enkelte sager, og ved uenighed kan Forsikringsankenævnet træffe afgørelse i sagen.  

Hos Forsikringsoplysningen opfordrer de bilisterne til at tjekke de aktuelle forsikringsvilkår.  

-Forbrugerne skal tjekke med deres forsikringsselskab, om der står noget særligt i vilkårene om krav til dæk. I sidste ende skal der være en årsagssammenhæng, hvis forsikringen ikke skal dække. Selv i tilfælde hvor kaskoforsikringen måske ikke dækker din egen bil, vil ansvarsforsikringen fortsat dække medmindre der er tale om grov hensynsløshed, eller der er oplyst særskilt hos forsikringsselskabet, at de på kan rette krav for ansvarsudgiften, siger Anne Garde Slothuus forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen. 

Reglerne for vinterføre er uklare 

I weekenden blev en bilist sigtet for at køre på uegnede dæk, hvor bilen mistede vejgrebet på en glat strækning og ramte autoværnet flere gange. Politiet kunne på stedet konstatere frost og is på vejbanen og sigtede bilisten for at køre på dæk, der ikke var egnede til vinterføre. 

En anden bilist blev dagen efter sigtet for at køre på sommerdæk i vejr med risiko for isslag, efter at have kørt ”frisk til”. 

Sagerne viser, at politiet nu bruger de nye regler aktivt – og at spørgsmålet om, hvornår der præcist er vinterføre, allerede giver anledning til diskussion. 

 –Vil man være på den sikre side, både i forhold til loven og sin forsikring, skal man skifte til snefnugmærkede vinter- eller helårsdæk, allerede når der er risiko for at være vinterføre – og lade bilen stå, hvis man kun har sommerdæk på bilen og er i tvivl om, hvorvidt der er vinterføre eller ej, siger Michael Ern Nielsen. 

FDM har i årevis arbejdet for klare regler om vinterdæk. Med lovændringen er der nu indført et krav om, at man ikke må køre på ”åbenbart uegnede dæk” i vinterføre, men loven siger ikke præcist, hvornår der er vinterføre, eller præcis hvilke dæk der gælder som vinteregnede i alle situationer. 

Det betyder, at: 

  • Politiet i første omgang vurderer, om dine dæk er egnede. 

  • Domstolene vil på sigt skabe praksis for, hvornår der er vinterføre, og hvornår en bøde er berettiget. 

  • Forsikringsselskaberne vurderer hver enkelt skade ud fra lovgivningen og deres egne betingelser, herunder om du har kørt groft uagtsomt. 

 

Har du brug for hjælp? 

Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af biltekniske og juridiske eksperter, hvis du har spørgsmål til bl.a. dækvalg og dine pligter og rettigheder som bilist.

Få rådgivning