Priserne på bilforsikring er som så meget andet steget markant de seneste to år. Det viser en undersøgelse som FDM har foretaget af de otte største forsikringsselskaber for seks elbiler og fem tilsvarende benzinbiler.
Det er fem benzinbiler og tilsvarende elbiler og en Tesla Model Y. Det er samme biler, som var med i FDMs seneste undersøgelse fra 2023. Og netop prisen på at forsikre en Tesla Model Y er faldet i løbet af de seneste to år. Den populær elbil er dog fortsat dyr at forsikre.
Undersøgelsen bekræfter tendensen med, at prisen på forsikringer er steget markant de seneste år. Men hvor elbilerne er steget 13 procent over to år, så er benzinbilerne steget med hele 19 procent. Og det har endda været værre. FDM følger løbende udviklingen i forsikringspriser, og i foråret var priserne reelt højere, end tallene i denne undersøgelse viser.
– Den lavere stigning i elbilforsikringer kan forklares med den hårde konkurrence om elbilisternes gunst. Nye elbilsejere er tilbøjelig til at skifte forsikring, og det rykker på forsikringsselskabernes markedsandel. Dertil har nyere benzinbiler også avancerede systemer med flere sensorer og kameraer, hvilket presser prisen på reparationer og forsikring op, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.
Hvorfor stiger priserne på forsikring?
Priserne på forsikring er steget, fordi der er sket en ret markant stigning i antallet af skader, som bliver registeret hos forsikringsselskaberne. I 2024 blev der således registeret 20 procent flere skader end i 2019.
– Der er mange årsager til at priserne er steget. Blandt andet, at der er kommet otte procent flere biler på vejene siden 2019, men også at der er flere elbiler, der har et anderledes accelerations- og bremsemønster end nogle måske er vant til. Og det giver flere skader, ligesom der registreres flere glasskader, som er dyre at reparere, forklarer Ilyas Dogru.
Han peger også på, at reparationerne er blevet dyrere, ligesom vi generelt har haft høj inflation de senere år.
– Der er stadig et efterslæb på den høje inflation og ikke mindst generelle højere priser på reservedele og arbejdsløn. Bilerne er også blevet mere teknologiske, uagtet om det er benzin- eller elbiler. Et sidespejl er ikke længere bare et sidespejl, men indeholder i dag elektronik, kamera, sensorer til b.la. assistentsystemerne, det gør forsikringsskaderne dyrere, og det afspejles igen i prisen, siger Ilyas Dogru.
Dertil peger han på, at flere tegner tillægsforsikringer, særligt for skader som parkeringsskader, er også en medvirkende årsag til de højere forsikringspriser. De har typisk lav eller ingen selvrisiko, så bilister er i højere grad tilbøjelige til at anmelde småskader, der ikke tidligere ville blive anmeldt.
Ændring i forsikringspriser fra 2023 til 2025
|
Elbil |
Ændring i forhold til 2023 |
Benzinbil |
Ændring i forhold til 2023 |
|---|---|---|---|
|
Skoda Enyaq |
+ 26 % |
Skoda Kodiaq |
+ 23 % |
|
Nissan Ariya |
+ 11 % |
Nissan X-trail |
+ 21 % |
|
Kia EV6 |
+ 17 % |
Kia Sportage |
+ 13 % |
|
Audi Q4 e-tron |
+ 33 % |
Audi Q3 |
+ 19 % |
|
Tesla Model Y |
- 6 % |
|
|
|
MG 4 |
- 4 % |
Hyundai I30 |
+ 20 % |
Her er FDM forbrugerøkonoms 5 råd til billigere forsikring
- Giv dine forsikringer et tjek mindst en gang om året. Markedet er dynamisk. Undersøgelserne viser, at loyale kunder går glip af bedste priser, derfor kan der være spare penge ved at skifte ofte. For mit eget vedkommende havde jeg en bilforsikring hos et selskab som var det billigste i 2024, men i 2025 har jeg skiftet, da det ikke længere er det billigste.
- Brug forsikringsguiden.dk eller Samlino.dk til at finde billigste priser. Husk forsikringsselskaberne kæmper netop om at have dig som kunder.
- Pres prisen ned hos forsikringsselskaber, der er altid et rum for forhandling. Vær ikke bange – det værste der kan ske er, at du får et nej! Og finder du et bedre tilbud, kan du altid presse dit nuværende selskab.
- Samlerabatter kan være gode, men ikke nødvendigvis de billigste. Derfor skal du undersøge grundigt og sammenligne totaludgiften. Personligt sparede jeg 4.500 kr. ved samlerabatter.
- Du skal ikke have livslangt forhold til dit forsikringsselskab. Mange er bekymret for dækning ved et skift, men det er gnidningsfrit – det sker automatisk og du risikerer ikke at stå uden forsikring.