Uden en velfungerende infrastruktur bliver bilens status som den foretrukne persontransportform forringet til skade for den enkelte og samfundet. En vigtig del af infrastrukturen er muligheden for at parkere bilen. Uden gode veje og parkeringsmuligheder hæmmes brugen af bilen – og uden bilen går Danmark i stå.
Danske bilisters rettigheder udfordres
De danske bilisters retssikkerhed udfordres i stigende omfang. Det sker under kørsel i form af den stigende brug af automatisk trafikkontrol, og når der parkeres ved et stigende antal særregler, parkeringspladser med restriktioner og krav om betaling.
Fremtidens store udfordring bliver at sikre det frie mobilitetsvalg under hensyntagen til miljøet og fremkommeligheden. De danske bil- og energiafgifter modarbejder imidlertid udbredelse af individuelle miljøvenlige transportløsninger.
Retssikkerhed, gennemskuelighed og klagenævn
FDM’s målsætning er, at vejene forbliver gratis at benytte. De rekordhøje danske bilafgifter betyder, at bilisterne betaler langt mere, end den udgift vejene reelt koster samfundet.
Der bør også ske en langt bedre vedligeholdelse af såvel stats- som kommunevejene. Dårligt vedligeholdte veje øger slitagen på biler, forringer færdselssikkerheden og fremkommeligheden.
Parkering skal kunne gennemskues
Bilisternes retssikkerhed i forhold til færdselsloven må ikke svækkes i forbindelse med øget automatisk kontrol og overvågning. Der er endvidere behov for større gennemsigtighed og harmonisering af regelsættet for parkering. De uigennemskuelige regelsæt for navnlig de private parkeringsselskabers behandling af klager er stærkt utilfredsstillende, og der er behov for bedre beskyttelse af bilistens interesser. Der bør derfor oprettes et uvildigt klagenævn for parkeringssager.
FDM vil arbejde for en omlægning af de danske bil- og energiafgifter, så teknologien, der sikrer bæredygtig individuel transport, i hurtigere takt finder udbredelse i Danmark.