Smil, du er på!

Lovgivningen er overhalet af moderne bilers kameraer. Overvågningen kan ramme både uskyldige forbipasserende og bilejerne.

Sentry Mode er slået til i en Tesla, hvor man ser ind ad sideruden
FDM Mener

Det er let at få ridser i lakken uden selv at være ude på skrammer i trafikken. Derfor er interessen for overvågning af bilen stigende. Men det er ikke uproblematisk at lade videokameraerne køre, mens man selv er væk. Tesla er den bilproducent, der er gået længst for at hjælpe bilejeren med at holde øje. Funktionen Sentry Mode har hidtil via bilens talrige kameraer automatisk filmet, når fodgængere, cyklister og andre er kommet tæt på bilen. Samtidig kan ejerne via bilens app tilgå kameraerne live og dermed på afstand overvåge omgivelserne. Både billeder og video lagres på et USB-stik i bilen, der nemt kan tages ud, så indholdet kan overføres til en computer.

Men er det egentlig lovligt, at bilen automatisk filmer uvidende medborgere, der blot går forbi på åben gade? Og at den måske endda filmer ind på privat grund? Det har bl.a. fået datatilsyn i flere lande til at tage sagen op, da det kan være en overtrædelse af reglerne om persondata – de såkaldte GDPR-regler. Spørgsmålet er også, hvordan en automatisk filmende bil er stillet i forhold til den danske TV-overvågningslov.

Det hollandske datatilsyn, der på EU-plan har samlet sagerne, understreger, at det ikke er i orden, at parkerede Teslaer kan videofilme alle, der kommer i nærheden af bilen, uden at de ved det. Kritikken har ført til, at Tesla har ændret det omstridte overvågningssystem. Nu skal bilerne berøres, før de optager, og kun, hvis ejeren via sin Tesla-app aktivt godkender det. Samtidig advarer bilen nu om, at der filmes. Noget tyder dog på, at ændringerne i Sentry Mode ikke virker helt så godt, som Tesla lover. FDM har testet ændringerne på en Tesla Model Y, og vores oplevelse er, at den desværre ikke overholder, hvad de hollandske myndigheder og Tesla selv beskriver.

Der er ingen tvivl om, at udviklingen inden for kamerateknologi i biler går hurtigere, end lovgivningen kan følge med til. I FDM mener vi, at det på den ene side er vigtigt, at der ikke sker ulovlig overvågning i det offentlige rum, på den anden side er det helt legitimt, hvis en bilejer gerne vil gardere sig mod skader på bilen, hærværk og uheld. Men Tesla og andre bilproducenter bør tage ansvaret på sig og sikre, at de solgte produkter kun kan anvendes lovligt, så forbrugerne ikke kommer i klemme.

Den danske TV-overvågningslov kan også med fordel blive opdateret, så den bliver mere tidssvarende og bedre sikrer en klar ramme for den moderne teknologi. Indtil der kommer mere styr på, hvordan reglerne skal forstås i praksis, og bilproducenterne strammer op, må vi opfordre forbrugerne til at begrænse brugen af Sentry Mode og generelt have en forsigtighedstilgang.

Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve