Køber man ny bil, har garantien i mange år stået i kontrast til bilens pris. For selvom biler er blandt de største forbrugerkøb, vi foretager os, og biler er teknisk komplicerede, har garantien for de fleste bilmærker begrænset sig til bare to år. Det er alt for lidt.
Gode forbrugervilkår er en mærkesag for FDM, og derfor har vi længe kritiseret især de europæiske bilmærkers korte garantier. Undtagelserne var i mange år de to sydkoreanske søstermærker Hyundai og Kia, som var ene om at give lange garantier.
Siden kom Tesla med fire års garanti, og de seneste år er de kinesiske bilmærker dukket op med garantier på helt op til otte år. Det er godt.
Europæiske mærker endelig på vej
I FDM har vi undret os over, at næsten ingen europæiske bilproducenter har haft samme tillid til deres egne produkter. For hvis ikke bilproducenterne stoler på deres eget produkt, hvorfor skal forbrugerne så?
Derfor skal Semler Gruppen, der bl.a. importerer VW, Audi, Cupra og Skoda, have ros for at have lyttet til FDM og have forlænget sin nyvognsgaranti fra to til fem år på alle sine elbiler fra de fire mærker.
Det giver forbrugerne en nødvendig tryghed i skiftet til elbil, og vi kan kun opfordre de øvrige europæiske bilmærker til at følge efter. FDM havde dog gerne set, at den bedre garanti også gjaldt benzin- og dieselmodellerne.
Tvivlsom garanti på importbiler
I FDM har vi ingen holdning til, hvilke bilmærker forbrugerne køber. Men vi har en holdning til, at de bør gå efter en god garanti. Det er to år ikke. Ikke mindst fordi nye biler, og især elbiler, kan være et dyrt bekendtskab, når de går i stykker.
I FDMs rådgivning er det ikke usædvanligt, at vi ser nedbrud til 30.000-40.000 kr. eller mere på elbiler, der er bare tre-fire år gamle. Samtidig er elbiler fortsat en forholdsvis ny teknologi, der stadig lider af en række „børnesygdomme“. Derfor er lange garantier, især på elbiler, en rigtig god forbrugerbeskyttelse mod uforudsete udgifter.
Ser vi på brugte biler, er sagen endnu mere kompleks. I 2024 blev der importeret over 60.000 brugte personbiler, hvoraf langt de fleste var elbiler. Her står man som køber i en mere usikker situation, hvis bilen går i stykker. Nogle bilmærker tager bilerne ind under den danske importørs garantivinger, andre gør ikke.
I Semler Gruppens tilfælde gælder de fem års garanti kun biler solgt i Danmark fra ny. Som forbruger skal man derfor være særlig opmærksom på bilens historik – er du I tvivl som medlem, kan du altid kontakte FDM. Vi er med dig hele vejen.
Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks.