God trafikkultur handler om mennesket bag rattet

Tre ud af fire danskere mener, at de er hensynsfulde i trafikken. Men kun hver tredje oplever, at andre er det. Regnestykket går ikke op, og det siger noget om os.

Vi bedømmer os selv ud fra vores hensigter, men de andre ud fra deres handlinger. Da jeg ikke gav plads, var det, fordi jeg var presset. Da manden i den blå bil ikke gav plads, var han en egoist.

Det er i det øjeblik, den anden holder op med at være et menneske og bliver en kategori – „cyklist“, „bilist“, „ung“, „gammel“, fortsæt selv.

Vi har ingen rettigheder – kun pligter

Kategorier kan man godt være vred på. Det er heldigvis sværere med mennesker. Derfor er god trafikkultur ikke først og fremmest et spørgsmål om skilte og regler.

Det handler om at holde fast i, at bag rattet og bag cykelstyret sidder der et menneske, som skal hjem til nogen – og som næppe er kørt ud i trafikken alene for at genere os andre.

Måske ligger en del af problemet i forestillingen om, at færdselsloven giver os rettigheder. Det gør den ikke – den giver os pligter. Vi har ikke ret til 130 km/t på motorvejen eller til at skifte vognbane, når vi har lyst.

Vi har lov til det, når det kan gøres sikkert og uden unødig ulempe for andre. Det er noget helt andet.

Kør hensynsfuldt, og udvis agtpågivenhed

Selv dér, hvor vi taler om at „have retten“, er det reelt den anden, der har pligten. Og modpartens vigepligt er ikke en tilladelse til selv at køre frem uden at se sig for.

Færdselsloven tager ikkeudgangspunkt i hastighed og vigepligt, men i grundreglen om, at vi skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så vi ikke skaber fare eller unødig ulempe for andre. Resten er detaljer under den overskrift.

Tænker man i rettigheder, bliver trafikken en kamp om pladsen, hvor dem, der tager „min“ plads, er modstandere. Det er også rettighedstænkningen, der får nogle til at lege „politibetjent“. Tænker man i pligter, bliver trafikken et fællesskab.

Vælg pyt-knappen frem for dyt-knappen

Ansvaret ligger ikke kun hos trafikanterne. Vi har brug for veje, der er indrettet til mennesker, som begår fejl, frem for generelle stramninger, der især rammer det lovlydige flertal.

Men resten kan vi selv gøre allerede i dag. Læg telefonen væk. Brug blinklyset, eller ræk armen ud – hver gang. Giv plads, også når du har „retten“. Og kør hjemmefra lidt før, for meget vejvrede er i virkeligheden dårlig planlægning.

Det måske bedste råd er dog at forestille sig, at der er en god ven i den anden bil eller på cyklen. Så bliver det pludselig meget lettere at trykke på pytknappen i stedet for dyt-knappen. God tur derude.