Spring til hovedindhold
Logo

Frihed på fire hjul – læs FDMs grundlovstale 2026

Nyheder

FDM Mener

4. juni 2026

Blomsterbed formet som Dannebrog

Foto: Adobe Stock

Af FDM

Til FDMs medlemmer og til politikerne – grundlovsdag den 5. juni 2026.

Fredag den 5. juni fejrer vi Danmarks grundlov og de rettigheder og den frihed, den sikrer danskerne. På grundlovsdag er det værd at minde om, at frihed også er noget helt konkret. Friheden til at komme på arbejde, hente børn, besøge familien og leve sit liv i hele landet.

For langt de fleste danskere er den frihed mulig, ved at man bruger bilen.

FDM repræsenterer mere end 284.000 husstande – almindelige danskere, for hvem bilen ikke er en luksus, men en forudsætning for hverdagen. Derfor følger vi tæt med, når politikerne taler om bilisternes vilkår og dermed hverdag.

I år fejrer vi grundlovsdag, samtidig med at en ny regering nu er på plads, og det politiske arbejde kan genoptages. Noget af det, FDM mener, den nye regering bør tage fat på, er en omlægning af bilafgifterne.

Lige nu venter vi på en ekspertgruppes bud på en ny afgiftsmodel, der næppe er færdig før sidst på året. Det er fint, da arbejdet skal gøres ordentligt.

Det, den nye regering bør gøre nu, er at give forbrugerne og branchen ro. Så udsæt de kommende afgiftsstigninger endnu et år, og sæt tid af til en grundig debat og forhandling om en afgiftsreform, når ekspertgruppen er klar.

Står det til FDM, bør afgifterne flyttes fra købet og over på ejerskab og brug. Den værdibaserede registreringsafgift hører fortiden til – den bremser ny teknologi, mere sikre biler og helt almindelige familiers adgang til en ordentlig bil.

En ny afgiftsmodel bør være enkel og tage udgangspunkt i bilens vægt og energieffektivitet, og den må ikke spænde ben for de billigere elbiler. For elbilerne er allerede et bevis på, at afgifter virker. Da registreringsafgiften forsvandt, holdt danskerne op med at købe små, billige biler af nød – og begyndte at vælge sikre, moderne biler.

Lad os være tydelige om to ting:

For det første: De danskere, der i dag kører i en benzin- eller dieselbil, skal ikke straffes med nye afgifter. De betaler allerede mere, end hvad deres reelle omkostninger for samfundet er.

For det andet: Kørselsafgifter må ikke blive en ny pengemaskine for staten. FDM er ikke imod kloge afgifter, der kan sikre bedre fremkommelighed – men en afgift kan kun forsvares, hvis den letter trængslen, dér hvor trængslen faktisk findes. Det må samlet set ikke blive dyrere at være bilist, og pendlerne, yderområderne og familierne med de smalleste budgetter må ikke ende med en uforholdsvis stor del af regningen.

Men bilisternes hverdag handler om mere end de store reformer. Den handler også om de regler, der rammer os, når vi mindst venter det.

Tag kørselsfradraget. Det skal sikre, at man kan bo ét sted og arbejde et andet sted – i hele landet. Men fradragets størrelse er utidssvarende og afspejler langtfra de omkostninger, pendlerne har.

Tag parkeringen. Vi er glade for, at der er taget et opgør med de såkaldt usynlige p-afgifter.Men bilisterne oplever stadig, at der i e-Boks lander urimelige opkrævninger nu blot under navne som døgnlicens eller administrationsgebyr. Det er ikke rimeligt, og den nye regering har en vigtig opgave i at følge reglerne helt til dørs, så selv de mest tonedøve p-selskaber retter ind.

Tag det lokale. Vi er bekymrede for, at ansvaret for trafikken glider ud til 98 kommuner uden ensartede rammer og uden politiets faglige vurdering. Risikoen er 98 forskellige tilgange, fartzoner uden begrundelse og en fremkommelighed, der stopper ved kommunegrænsen. Lokale løsninger er gode. Men de skal findes ud fra et fælles grundlag, der hviler på sikkerhed og fremkommelighed – ikke på tilfældigheder og lokale politiske ideologier.

Alt dette har en fælles tråd. Det er retfærdighed. Og retfærdighed er netop, hvad grundlovsdagen minder os om. Fælles beslutninger skal hvile på et bredt og ligeligt grundlag – ikke på hvem der tilfældigvis kører over den forkerte bro, eller hvor i landet man bor.

Grundloven gav os friheden – og pligten – til at blande os. Lad os bruge den. Vi ønsker en mobilitet, der er grøn, fair, sikker – og til at betale.