Her har bilisterne fået bedre forhold i 2025
FDM Mener
15. december 2025

Foto: Adobe Stock

Billigere elbiler – uden at benzinbilerne skal betale regningen. Lettere adgang til opladning ved boligen. Stop for usynlige p-afgifter. Dette er blot nogle af de sager, FDM har kæmpet for i 2025.
Biler binder ikke bare Danmark sammen. For mange er de helt nødvendige, hvis dagligdagen skal hænge sammen. Ikke bare i dag, men også i fremtiden.
Derfor er det afgørende, at bilisterne har de rette vilkår. Det er noget af det, som har optaget os i det år, der snart er gået, og hvor FDM har været med til at forbedre forholdene for de danske bilister.
Farvel til registreringsafgiften?
Konkret har to mærkesager båret frugt: Den ene handler om at gentænke bilafgifterne, så flere danskere kan vælge elbil, uden at benzin- og dieselejere skal betale regningen.
Trods pres fra bilbranchen lykkedes det FDM at forhindre øgede ejer- og brugsafgifter, og en ekspertgruppe skal nu udarbejde en ny afgiftsmodel, hvor registreringsafgiften forhåbentlig kan sendes endeligt på pension.
Flere ladebokse, færre p-afgifter
Den anden mærkesag sikrer, at beboere i lejeboliger og andels- og ejerlejligheder nu får lettere ved at få opsat ladestandere til elbiler ved deres bopæl. Det er blevet til lov, og den styrker bilejernes rettigheder, mindsker deres omkostninger og gør det nemmere for flere at skifte til elbil.
FDM har også været med til at få stoppet de såkaldte usynlige p-afgifter på private områder. Efter pres fra bl.a. FDM greb transportministeren før sommeren ind mod de udskældte afgifter.
Ny type asfalt dæmper støj
FDM har desuden længe arbejdet med at få overbevist myndigheder og politikere om fordelene ved moderne støjdæmpende asfalt. To forsøgsstrækninger i Hovedstadsområdet har bevist, at det virker.
Støjen sænkes mærkbart, og regeringen vil nu begynde med at lægge støjdæmpende asfalt på hele Motorring 3, der er den mest trafikerede bynære motorvej i Danmark. Det vil komme mange borgere langs motorvejen til gavn og vise, at man godt kan sænke støjen uden at begrænse mobiliteten.
Fem års garanti – ja tak!
Endelig har FDMs arbejde for længere garantier båret frugt. Inden for det seneste år har en lang række importører ændret deres garantier, så fem års garanti nu er standard for elbiler.
Det er alt sammen resultater, der viser, at det nytter at stå sammen og arbejde for bilisternes interesser. Tak for opbakningen – uden din støtte var det ikke muligt.