Spring til hovedindhold
Logo

Velkommen til den nye regering

Nyheder

FDM Mener

28. juni 2026

Christiandborg
Stina Glavind

FDM ser flere positive takter i regeringens planer for bilisterne, men advarer samtidig mod, at gode intentioner ender med højere omkostninger og nye byrder for landets bilejere.

Danmark har fået en ny regering og et nyt regeringsgrundlag, og det vil FDM gerne byde velkommen.

På flere områder bevæger regeringen sig i den rigtige retning. Mest håndgribeligt er løftet om et øget kørselsfradrag.

Den aktuelle energikrise har sendt brændstofpriserne på himmelflugt, og en forhøjelse af fradraget er en klog og målrettet hjælp til landets mange pendlere og et tegn på, at regeringen tager bilisternes hverdag alvorligt.

Elbiler skal ikke være for de få

Det er også positivt, at regeringen lader ekspertgruppen for bilafgifter arbejde videre og afventer dens bud på en reform. Det er nemlig en reform, vi har brug for – ikke flere lappeløsninger.

Særligt glæder det os, at regeringen vil have et udtalt fokus på at hjælpe de bilister, der økonomisk har svært ved at skifte til en elbil. Den grønne omstilling må ikke blive et privilegium for dem, der har råd.

Skal elbilen være et reelt alternativ for endnu flere, kræver det en hjælpende hånd til især de familier, hvor de økonomiske rammer ikke rækker til en elbil.

Kørselsafgifter må ikke blive en pengemaskine

Vi hilser det også velkommen, at regeringen vil se på værktøjer mod trængsel – formentlig i form af kørselsafgifter. Men de må aldrig blive en pengemaskine.

Formålet skal være bedre fremkommelighed, og selvom kørselsafgifter kan være en god idé, hvor der er meget trængsel, er det ikke nødvendigvis en god idé i hele landet.

Også opdateringen af Fingerplanen i hovedstadsområdet er et skridt i den rigtige retning. Arealplanlægning er et af de stærkeste redskaber, vi har, for når boliger, arbejdspladser, uddannelser og indkøb placeres klogt, kan de også betjenes fornuftigt trafikalt.

Og endelig anerkender vi, at der er fokus på udbygningen af elnettet, der er en forudsætning for, at elbilerne kan lades, når og hvor danskerne har brug for det.

FDM indbyder til samarbejde

Men ingen roser uden torne. For selvom retningen er rigtig, er meget endnu uafklaret. Det øgede kørselsfradrag er midlertidigt, og pendlerne har brug for tryghed.

En reform af bilafgifterne skal hvile på et princip om, at afgifterne afspejler bilernes „eksterne omkostninger“, dvs. trængsel, uheld, klima, miljø og vejslid. Det lyder fornuftigt, men det risikerer at føre til, at det bliver endnu dyrere at være bilist i Danmark.

FDM ser frem til et godt samarbejde om regeringsgrundlagets gode takter. Men vi vil følge arbejdet tæt og blande os, når reformerne skal udmøntes. For roserne er værd at glæde sig over – så længe vi husker at holde øje med tornene.