Hidtil har du ved at tilknytte husstandens betalingskort til FDM-fordele fået 2,5 procent rabat på alle Shells danske tankstationer. Fremover får du også rabatten hos Q8 og F24, når du benytter dit betalingskort.
Med den nye aftale udvides antallet af steder med brændstofrabat med flere end 240 stationer.
Du får rabat, uanset om du tanker benzin, diesel eller oplader bilen.
– I 2023 sparede vores medlemmer lidt over 16 mio. kr. via FDMs rabat på brændstof. Det er med til at gøre netop den fordel til en af de mest populære hos vores medlemmer. Derfor er vi meget glade for, at de nu har mulighed for at spare endnu flere penge, siger Hans Henrik Langkilde, der er områdechef for FDMs fordelsprogram og FDM shop.
Kører du 20.000 km om året, vil den månedlige besparelse med 2,5 procent rabat være 38 kr. på benzin og 30 kr. på diesel, når man regner med dagens literpriser på henholdsvis 14,69 kr. og 12,89 kr.
Du kan også få rabat med et FDM/Shell Card, der giver markedets højeste faste rabat på op til 30 øre pr. liter på de sammenlagt flere end 400 Shell-, Q8- og F24-tankstationer i Danmark.
Vil du have rabat på brændstof og el?
Husk, som medlem af FDM kan du få rabat, når du skal tanke brændstof og el.