Pas på distraherede skolebørn
Medlemsnyt
2. september 2024

FDM er med i international kampagne om sikre skoleveje, der opfordrer bilister til at passe på børnene, der nemt bliver distraherede i trafikken.
Bilister skal være mere opmærksomme på børnene ved skolerne. For de kan ikke altid passe på sig selv.
Derfor har paraplyorganisationen af internationale bilklubber, FIA, som FDM er medlem af, netop lanceret en kampagne om sikre skoleveje.
Den rulles ud i alle klubbernes lande og henvender sig til bilisterne med en opfordring til at være ekstra forsigtige, når de kører nær skoler.
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger
Det sker bl.a. med animationer online, som videoen ovenfor, der illustrerer, at de mange skolebørn ikke altid er lige opmærksomme på farerne i trafikken.
De kan blive distraheret af mange ting på skolevejen.
– FDM bakker naturligvis op om en kampagne som denne, da det er vigtigt at være opmærksom på skolebørn og især de mindste, der er nye og utrænede i trafikken. Det er vigtigt at medvirke til god trafiksikkerhed ved skolerne hele året – både om morgenen og om eftermiddagen, når børnene oftest går sammen eller alene hjem. De kan blive distraherede og miste fokus på trafikken, og derfor er det os voksne bilister, der skal vise ekstra hensyn, påpeger adm. direktør i FDM Stina Glavind.