For første gang kan du nu følge med på video, når FDMs eksperter hjælper medlemmer i deres søgen efter den helt rigtige brugte bil.
FDM har netop lanceret Brugtbiljagten i et videoformat, så du også selv kan få råd og vejledning og blive inspireret til dit eget brugtbilkøb.
Hidtil har formatet kun været tilgængeligt på skrift i FDMs medlemsmagasin Motor.
– Rådgivning om brugt bil fylder meget hos FDMs medlemmer, og vi vil gerne vise vores viden og ekspertise på området til endnu flere. Så nu sætter vi strøm til og transformerer en populær artikelserie til videoformat. Det er en del af vores løbende fokus på at skabe nye digitale indholdsprodukter, siger kommunikationschef i FDM, Barbara Borre Lange.
Video: Se Brugtbiljagten
Et populært koncept
Køb brugt med Motor blev opfundet i 2006 til Motors 100-års jubilæumsudgave, men fremover bruges navnet Brugtbiljagten både online og i Motor.
Siden starten har FDMs eksperter hjulpet omkring 150 familier og personer med at finde det helt rigtige brugtbilkøb for dem.
– Tanken var at lave en artikel om brugte biler, hvor vi i stedet for at fokusere på selve bilen, som man ville gøre i en traditionel brugtbiltest, havde fokus på de mennesker, som skulle bruge bilen. Det menneskelige perspektiv er stadig kernen i Brugtbiljagten, og vi arbejder på at bringe det endnu tættere på medlemmerne i videoformat, siger testkører og brugtbilsekspert Karsten Meyland Lemche.
– Vi glæder os til at komme ud i landet og hjælpe folk, så vi kan kun opfordre til, at man kontakter os, hvis man vil være med og skal have hjælp til at finde et godt brugtbilkøb, siger videospecialist i FDM Alexander Stenholt, der har udviklet og produceret konceptet.
Vil du være med i Brugtbiljagten? Så send en mail med et par ord om dig selv til motor@fdm.dk
Har du brug for hjælp?
Som medlem af FDM har du adgang til bilteknisk og juridisk rådgivning også i forbindelse med køb af bil.