Saabs museum reddet

Det konkursramte svenske bilmærkes museum i Trollhättan overlever takket være penge fra kommunen og Saabs tidligere ejere.

Nyt om biler
Den første Saab-prototype fra 1947 var et af de i alt 123 køretøjer, som Saabs konkurs-forvaltere havde sat til salg.
Den første Saab-prototype fra 1947 var et af de i alt 123 køretøjer, som Saabs konkurs-forvaltere havde sat til salg.

Saab-fans kan ånde lettet op: Mærkets museum i Trollhättan overlever.

Sammen med våbenproducenten Saab AB og den svenske finansfamilie Wallenberg, der i sin tid solgte det nu konkursramte Saab Automobile til General Motors, har Trollhättans kommune købt museet for 28 millioner svenske kroner (ca. 23,5 millioner danske), og dermed bevares samlingen i sin helhed.

"Ur-Saab" sat til salg

Risikoen for at samlingen skulle spredes for alle vinde var ellers overhængende, efter at konkursforvalterne midt i januar udbød de i alt 123 køretøjer fra Saabs bevægede historie, blandt andet Saabs allerførste prototype ”ur-Saaben” fra 1947, til salg enkeltvis.

Da fristen for at byde på bilerne udløb 20. januar kl. 12, havde konkursforvalterne modtaget over 500 bud fra hele verden, og også danske entusiaster bød på dele af samlingen.

Genåbningsdato uafklaret

Formelt skal købet først godkendes af Trollhättans kommunalbestyrelse, men ifølge byens borgmester, Paul Åkerlund, er det en formalitet og vil ske i løbet af få dage, skriver den lokale avis TTELA.

Kommunen skal betale godt halvdelen af de 28 millioner, Saab AB skal af med godt otte millioner, mens Wallenberg-familiefonden betaler resten.

Endnu er det ikke afgjort, hvornår Saab-museet, der har holdt lukket siden årsskiftet, atter kan åbne dørene for publikum. Saab Automobile blev efter eget ønske erklæret konkurs i december 2011, efter at produktionen havde stået stille siden april.