Nu kan der byttes batteri

Better Place tog i dag den første danske batteriskiftestation i brug efter en hård fødsel. Målet er nu at have de fleste stationer i drift sidst på sommeren.

Batteriskiftestationen i Herlev er nu taget i brug.
Nyt om biler

Stort set på årsdagen for den officielle indvielse kan kunderne omsider få glæde af Danmarks første batteriskiftestation.

25. juni blev stationen i Herlev ved København erklæret klar til brug, efter at mekanik og software har drillet en del, siden den daværende klima- og energiminister stod for indvielsen 28. juni sidste år.

Maks. én fejl ud af 500

Ifølge Motors oplysninger har Better Place den seneste tid gennemført 1.000 batteriskift i Herlev med et mål om, at maks. ét ud af 500 skift måtte gå i koks, og det mål lader til at være opfyldt.

En række ejere af Renault Fluence Z.E. – skiftestationens eneste brugere – vil 30. juni køre i kortege til skiftestationen for at markere den nye mulighed.
Better Place er i gang med at opføre 20 stationer landet over, primært langs motorvejsnettet.

"National dækning" inden årets udgang

- Målet er at have en hovedparten af netværket i drift i sensommeren og national dækning inden årets udgang, siger Johnny Hansen, der er administrerende direktør for Better Place Danmark.

De næste skiftestationer i drift ventes at blive Køge, Vejle og Slagelse.

Ud over skiftestationerne, som er gratis at benytte for firmaets abonnementer, tilbyder Better Place ”hundredvis” af offentlig tilgængelig ladestandere.

De første kunder fik efter nogen tids forsinkelse deres Fluence Z.E. leveret i maj.