Kampen er i gang …

Klumme: Motors biltekniske redaktør og eneste danske medlem af „Car of the Year”-juryen, Søren W. Rasmussen, beretter fra den store "Tannistest", hvor næste alle kandidater til årets bil i Europa 2013 er tilstede.

Nyt om biler

Af Søren W. Rasmussen
bilteknisk redaktør på Motor,
dansk jurymedlem, „Car of the Year”

Det har været mere end spændende at se og prøve bilfabrikkernes nyeste bilkollektion i det, vi beskedent kalder „verdens største biltest”. Jeg er blevet præsenteret for den nyeste teknologi, og jeg har kørt biler, vi om 10 år vil betragte som almindelige. Det er da mageløst!

Og det bliver endnu bedre: Om kun få måneder er de fleste af kandidaterne til salg ude hos forhandlerne, og så bliver det din tur til at prøvekøre og vurdere. Du kan godt begynde at glæde dig!

Men jeg har også mødt de mennesker, der designer den teknik, der skal bringe bilerne ind i det næste årti. Kia viste os den første ikkeeuropæiske hybridbil i den store mellemklasse og en godt tildækket udgave af en kommende GT, og Volvo viste os, hvordan en opladningshybrid skal se ud, hvis den samtidig skal have appel til kunderne.

Også Mitsubishi havde taget en opladningshybrid med, og det er sjovt at se, hvordan en elbil kommer til at se ud i fremtiden, hvis den også skal kunne sælges. Den ligner en helt almindelig bil, men med et trylleslag er CO2-udslippet skåret drastisk ned – naturligvis afhængigt af hvordan elektriciteten er produceret.

Om to måneder skal jeg så pege på de syv biler, som jeg mener, skal gå videre. Mit valg vil naturligvis være præget af at leve i et land, hvor vi straffer nytænkning og bilglæde med verdens højeste afgifter. Men det nægter jeg at lade mig styre af. Så jeg stemmer på biler, jeg vil anbefale, netop fordi de er gode biler. De billigste biler kan alle jo selv finde frem til.

Jeg har endnu ikke alle syv biler helt på plads, men det vil være svært at komme uden om Mazda 6, Renault Clio og VW Golf. De øvrige stærke kandidater har tidligere været omtalt i Motor.