Lille diesel skal sætte fut i Honda
2. oktober 2012

For første gang får Honda en lille dieselmotor, så det japanske mærke kan konkurrere mere direkte i mellemklassen. 1.6-motoren kommer først i Civic; senere i CR-V. Stationcar er på vej.
Omsider kan Honda blande sig i dieselræset, der er helt centralt i de europæiske mellemklasser.
Længe har Honda kun haft en stor 2,2 liters diesel, som er meget større end konkurrenternes og potentielt tungere og mere forslugen.
Klar til januar

Hondas nye dieselmotor - og andre kommende motorgenerationer - bærer det noget prætentiøse navn Earth Dreams.
Med premiere på Paris-udstillingen lancerer Honda en lille og på papiret meget vellykket dieselmotor på 1,6 liter. Den gør sin entre i Civic til januar og vil brede sig til en del andre Honda-modeller.
I CR-V dukker den op midt i 2013.
1.6-motoren er meget let og vil formentlig give en bedre køredynamik.
120 hk, 300 Nm
Desuden er motoren stærkere end de fleste konkurrenter i samme størrelse. 120 hestekræfter yder den og har et solidt drejningsmoment på 300 newtonmeter fra 1.500 omdrejninger. Det mest normale i 1.6-klassen er 240-250 Nm.
Brændstofforbruget er også pænt. 27,8 km pr. liter og 94 gram CO2 pr. km.
Honda fortæller desuden, at en stationcar-agtig version af Civic er på vej næste år.