VW Golf får vokseværk som stationcar
12. marts 2013

Den nye Golf Variant er 31 cm længere end den femdørs og får endnu større bagagerum end i den foregående model. Stationcaren fås nu også som sparsommelig Bluemotion.
605 liter bagageplads. Det kan den kommende stationcarudgave af VW Golf prale med. Det er en markant forøgelse på præcis 100 liter i forhold til den nuværende model – men symbolsk 5 liter mindre end Skoda Octavia Combi, der skal have lov til at være den mest rummelige i Volkswagen-koncernen.
Når bagsædet lægges ned, vokser varerummet fra 1.495 liter i den gamle model til nu 1.620 liter.
Vokset tre cm i længden

VW viser også Golf Variant i R-Line-dress - dog kaldet et koncept. Det svagt buede design på den femdørs' hjørnestolpe (C-stolpen) er flyttet hen til stationcarens hjørnestolpe (D-stolpen).
Det er bl.a. opnået ved at forlænge bilen tre cm i længden, så Variant-udgaven nu er 31 cm længere end den femdørs – 4,56 meter i alt. De to varianter har stadig samme akselafstand.
Desuden har Golf stationcar fået lavere læssehøjde; tre cm er gulvet sænket.
Bluemotion-udgave med 30,3 km pr. liter
En interessant nyhed er, at stationcaren nu også fås i den sparsommelige Bluemotion-version. Med en 110 hestes dieselmotor er den officielle brændstoføkonomi på 30,3 km pr. liter.
VW Golf stationcar lanceres i Danmark til efteråret.