Nyt om biler
Indtjening og overskud er som regel de vigtigste succes-parametre for en virksomhed, men bilcheferne i verdens bilkoncerner kan også rigtig godt lide at være den, der sælger flest biler, opgjort i lande, segmenter eller i hele verden.
I Volkswagen AG's store ”Strategy 2018” indgår derfor et mål om at sælge mindst ti mio. biler årligt. Og det mål er nu – som forudset siden foråret – nået allerede i 2014.
10,14 mio. biler blev leveret til kunder i 2014, konstaterer koncernchef Martin Winterkorn aftenen før, han skal på scenen på udstillingen i bilbyen Detroit og præsentere koncernens nyheder og resultater.
4,2 procent fremgang
Det er en fremgang på 4,2 procent fra de 9,73 mio. køretøjer leveret i 2013.
I tallet indgår VW, Audi, Skoda, Seat, Porsche, ultra-luksusmærkerne samt VW erhvervsbiler, Scania og MAN.
VW er størst, Skoda over én mio.
VW-mærker er suverænt størst med 6,1 mio. biler fulgt af Audi med 1,7 mio., Skoda som for første gang akkurat kom over én mio. biler, Seat med 391.000 og Porsche, der gik 18 procent frem til 190.000.
Kun varevogne og lastbiler gik tilbage – fem procent til 646.500 enheder.
Volkswagens andre 2018-mål handler om indtjening, kundetilfredshed og om at være den mest attraktive arbejdsgiver.
Der går formentlig lidt tid, inden Toyota offentliggør sit globale salgstal, men da den japanske koncern også har haft pæn fremgang i 2014, forbliver Toyota Motor Co. sandsynligvis verdens største bilproducent mindst et år endnu.