Det går strålende med at lokke besøgende til bilshow, når det handler om sportsvogne, specialbiler og motorcykler samt konkurrenceræs med motorcykler.
Besøgstallene efter ”Life on Wheels” i Herning 5.-7. februar taler et ret tydeligt sprog med sin store tilstrømning. 32.223 besøgende var der over de tre dage samt torsdag aften.
19.000 til udstilling
De fordeler sig med 19.223 til Motorshow 2016, 11.200 til Yamaha Super Cross & Freestyle Show samt 1.800 til Dansk Motorsport Award torsdag aften. De tre arrangementer i Messecenter Herning udgjorde tilsammen ”Life on Wheels”.
SE OGSÅ: Fest for de bilglade i Herning
- Det er gået over al forventning. Som arrangører er vi benovede og rigtig stolte over interessen, publikum har vist, siger Lars Green fra ASP Event, som sammen med Copenhagen Event Company står bag ”Life on Wheels”.
Slut med almindelig biludstilling
Successen med motorsports-temaet står i modsætning til flere års lunke resultater med en traditionelt biludstilling, som MCH Messecenter Herning har prøvet og tilsyneladende opgivet.
På Biler for Alle i efteråret 2007 kom der 51.600 besøgende over fire dage, men da udstillingen genopstod i 2011 – bilmessen i kriseåret 2009 blev aflyst – var besøgstallet dalet til lige under 40.000. Og det var endda hen over seks dage fordelt på to weekends.
Trods faldet i besøgstal annoncerede MCH straks, at en ny biludstilling ville finde sted i 2013. Men det blev aldrig til noget, og først nu i 2016 er et motorshow vendt tilbage til Herning. Men altså med en helt anden profil end tidligere.