VW er ved at gå i crossover-offensiv. Efter længe at have været stærk i egentlige SUV-modeller som Tiguan og Touareg kommer VW-mærket (og dets søskende i koncernen) nu susende med mere ’bløde’ SUV-modeller.

Først i rækken fra VW bliver T-Roc, der præsenteres 23. august forud for den egentlige premiere på Frankfurt-udstillingen i september og en forventelig salgsstart sidst på året.
Mere blødt design
VW viser nu skitser, der viser en dynamisk udseende crossover, som mærkets selv omtaler som havende et ’forbløffende progressivt design’. Der er da også mere bløde linjer på tegningen, end VWs produktionsmodeller.
Den kommende crossover har længe været kendt som T-Roc, og det lader til, at det også bliver bilens rigtige navn – tilsyneladende med ’Golf’ som mellemnavn.

Billigere end Tiguan
Selv om VW allerede har en Golf-baseret SUV, Tiguan inkl. en forlænget udgave, er der åbenbart plads i programmet til en variant mere i tidens hotte crossover-stil. Dermed kan VW konkurrere direkte mod bl.a. Nissan Qashqai og Toyota C-HR, idet T-Roc ventes at blive noget billigere end Tiguan.
Yderligere en crossover fra VW er på vej. Inden for et halvt år ventes en Polo-baseret crossover præsenteret.