Motor mener
Rolls-Royce er et mærke, som kun er de færreste tør drømme om. Men det er dejligt at fornemme fortidens eksotiske bilisme genudgivet på en måde, så man ikke kan undgå at blive glad. Glem al snak om biler og miljø!
Der bliver vrænget lidt på næsen, da Motor spørger Rolls-Royces repræsentant, om det er en SUV, vi her har med at gøre. „It’s a High Body Car“, lyder det affejende. Den britiske producent af biler ud over det sædvanlige vil tydeligvis ikke slås i hartkorn med andre bilproducenters kategorier.
Det er der egentlig heller ingen grund til. For man skal ikke have set særlig længe på den nye Cullinan, før man aner, at dette er en særlig bil. Den bærer naturligvis mærkets ikoniske grill med den dertil hørende flyvende dame øverst. Men her ophører det traditionelle.
Se mere: Bentley for fuld fart ud i terrænet
Bilen er med sine 2,7 tons og en højde på 184 cm noget særligt. Den er 5,34 meter lang og under motorhjelmen ligger en 12-cylindret 6,75-liters motor med 571 hk og et drejningsmoment på 850 Nm allerede ved 1.600 omdrejninger. Dette er alt andet end en sportsvogn!
Video: Se nærmere på Cullinan
Fås med trækkrog
Den enorme bil er tiltænkt rige folk, der har behov for at køre væk fra de bonede gulve på nobel vis. Der er sikkert kunder, der finder den dyreste Range Rover for simpel og den største Mercedes-Benz for vulgær. Disse kunder kan i stedet her få stil og klasse på et niveau, man kun sjældent møder.
Cullinan er udstyret med et fuldautomatisk firehjulstræk, der normalt kun sender kræfter til baghjulene, men som øjeblikkeligt skifter til firehjulstræk, hvis der er behov for det. Der er seks køreprogrammer, man kan vælge.
Læs også om den "lille" Rolls - Rolls-Royce Dawn
Men det er i lighed med resten af bilens mekanik ikke rigtig noget, føreren behøver at spekulere på, for det hele foregår så automatisk som muligt i en ægte Rolls.
Har man en væddeløbshest, en flyver eller en enorm båd, der skal trækkes, er det også rart at vide, at Cullinan som første Rolls Royce nogensinde kan fås med en fabriksmonteret trækkrog. Bilen må trække op til 2.700 kg.
Kan leveres med separat kabine
Dørene til kabinen er hængslet i hver sin ende af bilen, så det bliver ekstra let at komme ind og ud af bagsædet på elegant vis. Dørene er i øvrigt udformet, så de dækker alle dørtrin, når de er lukkede. Derved er man sikker på ikke at få snavs på kjoler og jakkesæt, når man stiger ind og ud af bilen.
Ved bagsædet er der indrettet to fine pladser, og der er et stort armlæn i midten med køleboks. Foran hvert sæde er der et bord og en TV-skærm, der vipper ud ved tryk på en knap.
Rolls-Royce Cullinan
V12 – 571 hk
Fire siddepladser
Firehjulstræk
Må trække 2,7 tons
Pris i DK: 6-8 mio. kr.
Som ekstraudstyr er der mulighed for at bestille bilen med en glasafskærmning, så chaufføren ikke hører, hvad der tales om på bagsædet, og der er også en skærm bag bagsædet, så man ikke får træk i nakken, når bagklappen åbnes. Der er naturligvis også tænkt på de mindste, og der er således isofix-beslag til autostole bagtil – en sjældenhed i en Rolls-Royce.
Prisen på bilen vil naturligvis afhænge af kundens ønsker til indretningen, men vil på danske plader ligge mellem seks og otte mio. kroner, når den kommer til landet næste sommer, hvor den forhandles af My Garage i Vejle.