I fremtiden bliver der ikke noget med at køre om kap med Porscher og Audier på autobahn, hvis man selv kører Volvo.
Det svenske mærke meddeler, at alle nye Volvoer i fremtiden får tophastigheden begrænset til 180 km i timen. Og det gælder allerede med virkning fra de biler, der bliver solgt i 2020, altså også eksisterende modeller.
Fra foråret 2020
I praksis gælder det biler af modelårgang 2021, som leveres til kunder fra det sene forår 2020.
I dag har nye Volvoer typisk tophastigheder mellem 200 og 250 km/t.
Ved at begrænse hastigheden på alle sine nye biler til 180 km/t. vil Volvo sende et stærkt signal om den risiko, der er forbundet med at køre hurtigt.
Volvo Cars peger på, at over visse hastigheder er bilens indbyggede sikkerhedsteknologi og smart design af infrastrukturen ikke nok til at undgå alvorlige ulykker. Og dem må der ikke være i fremtiden, arbejder Volvo på. Det gør de svenske myndigheder i øvrigt også.
Visionen: Ingen må blive dræbt
Volvos Vision 2020 er, at ingen bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i en ny Volvo fra år 2020. I erkendelse af at teknologi alene ikke kan klare det, retter Volvo nu også fokus mod føreradfærden.
Ud over at begrænse tophastigheden undersøger Volvo, hvordan en kombination af intelligent kontrol og ’geofencing’ kan sænke hastigheden automatisk på udvalgte steder eller strækninger.
- Vi vil gerne tage hul på en debat om, hvorvidt bilproducenter har ret til eller måske endda pligt til at installere teknologi i deres biler, som ændrer føreradfærden med henblik på at håndtere bilister, der kører for hurtigt, eller som er påvirkede eller uopmærksomme, siger Volvo Cars administrerende direktør, Håkan Samuelsson.
FDM: positivt
I FDM giver juridisk konsulent Dennis Lange Volvos usædvanlige udspil denne kommentar med på vejen:
- Det er positivt, når en bilproducent, som i dette tilfælde Volvo, tager aktivt del i arbejdet for at forbedre trafiksikkerheden.
- Også fra EU’s side arbejdes der for en forbedring af bilernes sikkerhedsegenskaber, f.eks. ved indførelsen af intelligent hastighedsassistent. Samtidigt er det vigtigt, at vores infrastruktur indrettes, så systemerne får bedst mulige arbejdsforhold, f.eks. med gentagen, tydelig skiltning af fartgrænserne, siger han.
Den selvvalgte fartbegrænsning gælder kun Volvo Cars i sig selv og dermed ikke det sportslige søstermærke Polestar.