Jaguar hviler ikke på laurbærrene efter I-Pace blev kåret som Car of The Year. Den britiske bilfabrikant har nu løftet sløret for næste skridt i sin elektrificering - en ny version af Jaguar XJ som er skabt til at køre på el.
En bil med historie
Jaguar XJ har været i produktion siden 1968, dog med nogle markante ændringer undervejs. Den har eksisteret i fire større platform-versioner, og disse er blevet solgt i flere end 120 lande verden over. Den fik sit seneste facelift i 2015.
Den nye XJ bliver designet af det samme hold, som står bag I-Pace, og derfor må den forventes at føre den samme britiske stil, som man kender fra Jaguar.
I samme åndedrag har Jaguar afsløret, at mærket vil etablere to nye fabrikslinjer tæt på fabrikken i Castle Bromwich uden for Birmingham i England - en til batterisamling og en til elmotorer.
Jaguar Land Rover oplyser, at bilen bliver lanceret i løbet af 2020.
Det er ukendt, hvor meget den elektriske XJ kommer til at koste i Danmark. Det er også endnu uvist, om bilen - som sine forgængere - bliver produceret i to akselafstande.