Sådan ser den ud, VW's elektriske ID.4, der skal supplere hatchbacken ID.3 og blive en slags elektrisk fætter til Tiguan.
VW viser nu bilen som ’prototype’, men det er reelt den helt færdige bil, vi ser her. Tidligere har vi fået en løs hentydning med konceptbilen ID.Crozz.
Se mere: Frisk kik på VWs elektriske fremtid
VW viser nu bilen som ’prototype’, men det er reelt den helt færdige bil, vi ser her.
Teknologien er fuldstændig den samme som i ID.3, der efter planen skal komme på markedet til sommer. Begge biler, og et hav af andre elbiler fra koncernen, bygges på MEB-platformen.
Op til 500 km
Det indebærer valg mellem flere batteristørrelser, hvoraf den største vil give en officiel rækkevidde på 500 km. Desuden vil ID.4 kunne fås med valg mellem baghjulstræk og – på et senere tidspunkt – firehjulstræk.
VW har tidligere antydet, at ID.4 vil kunne fås med anhængertræk, der rent faktisk må trække en påhængsvogn, men det siger mærket ikke noget om ved præsentationen af prototypen.
ID.4 får ifølge VW ’ekstraordinær god plads’ i kabinen, men er ikke mere konkret. Mærket kalder kabinen for ’Open Space’, noget der skal dække over et rummeligt og lyst interiør.
Førerpladsen er i samme, enkle stil som i ID.3, siger VW, men viser ingen billeder af bilens interiør.
ID.4 kommer på markedet i flere europæiske lande sidst på året, mens danske kunder formentlig må vente til lidt ind i 2021.