Jaguar gør klar til at træde ind i den elektriske fremtid på besynderlig vis: Mærkets næste elbil, der reelt er færdigudviklet og skulle være lanceret i 2021, bliver skrottet og kommer aldrig ud til kunder.
Til gengæld vil alle fremtidige Jaguar-modeller være fuldt elektriske, og allerede fra 2025 vil Jaguar være forvandlet til et rent elbilmærke, siger Jaguar Land Rovers chef, Thierry Bolloré, der har en fortid som elbil-forkæmper hos Renault, hvor han også nåede at være administrerende direktør.
Det fremgik ikke af den opsigtsvækkende præsentation, hvornår den første rent elektriske Jaguar er klar – og om Jaguar slet ikke vil sælge benzin- og dieselbiler fra 2025. Men ét er klart alle kommende Jaguar-modeller vil være rent elektriske. Farvel benzin og diesel.
Jaguar har været en elektrisk pioner med I-Pace fra 2018, uden at forspringet har givet prangende salgstal. Elbil nr. to, limousinen XJ, var planlagt til at blive præsenteret i 2020, men blev af ukendte årsager udskudt til slutningen af 2021 – og nu er bilen helt droppet. Dermed bliver der en markant pause i Jaguars elbil-udrulning.
Teknologisk fejltrin
Det nærmeste, Jaguar Land Rover kommer en forklaring på XJ’s vuggedød, er, at ’efter en gennemgribende analyse af den ekspotentielle teknologiske udvikling i bilindustrien, konkluderede vi, at den planlagte XJ-erstatning ikke passer ind i den vision, vi har for et genskabt Jaguar-mærke.’ Med andre ord: bilens teknologiske platform var åbenbart allerede forældet.
I stedet er Jaguar Land Rover gået i gang med at udvikle tre helt nye platforme – også kaldet arkitekturer. Den ene er til Jaguar og skal udelukkende bruges til batteridrevne elbiler. De to andre er til Land Rover, og i begge disse bliver der plads til en benzinmotor, men med kraftig elektrificering fra begyndelsen. Glidende kan disse biler blive fuldt elektriske.
Seks eldrevne Land Rovere
Også Land Rover er nemlig på vej ud på en bemærkelsesværdig elektrisk odysse: I løbet af fem år vil offroad-mærket introducere seks rene elbiler, inkl. ’varianter’. Den første er klar i 2024. Desuden vil mærket med de tre modelfamilier, Range Rover, Discovery og Defender, lancere plugin-hybrider.
Land Rover forventer desuden, at brint vil være en del af fremtidens transport. Allerede i år vil værket indlede test med prototyper drevet af brændselsceller.
Fra 2026 vil Jaguar Land Rover helt udfase dieselmotorer, inden 2030 vil samtlige modeller kunne fås som rene elbiler, og fra 2036 er alle gruppens biler rent elektriske. Altså ikke engang plugin-hybrider vil være tilbage i programmet om 15 år.