Det er historien om en forudsigelig død. Angrebet af SUV’erne, premium-mærkerne og elbilerne – og uden en stærk tro og investering fra Ford - segner nu den agtværdige Mondeo.
Næsten 30 år blev det til.
I 2022 slutter en epoke, når produktionen af den nuværende Mondeo stopper. Og der kommer ingen afløser.
Ford bekræfter ’end of production’ i marts 2022 – i en pressemeddelelse, der primært handler om øget batteriproduktion og flere hybrid-benzinmotorer på Mondeo-fabrikken i Spanien, samt at S-Max og Galaxy ’fortsætter’.
Mange Ford-modeller er forsvundet
Afslutningen af Mondeo-æraen er ingen overraskelse. Men det er en markant begivenhed. Ford har tidligere indikeret, at modelprogrammet i Europa skulle slankes og fokuseres på SUV-modeller, som nu udgør 39 procent af Fords europæiske salg. B-Max, C-Max og Ecosport er tidligere udgået, og før det fik Ka+ en kort karriere.
Den nuværende, femte generation af Mondeo blev introduceret i begyndelsen af 2015, men var på det tidspunkt reelt to år gammel. Lanceringen blev udskudt, da fabrikken i Belgien, hvor bilen skulle have været bygget, lukkede.
Bilkøberne vil have SUV og premium
De fleste sedaner og stationcars i firmabilsklassen lider. De er især blevet presset af SUV-bølgen, men desuden er smagen hos europæiske – og danske – bilkøbere gået over mod Audi, BMW og Mercedes-Benz, når det endelig skulle være en traditionel bil.
I 2020 blev der blot indregistreret 617 Ford Mondeo i Danmark. Det rakte kun til en 11.-plads i klassen.
Mondeo kom til verden i 1993 som afløser for Sierra, og navnet var afledt af ’mondial’, verden. Bilen blev lanceret som Fords første verdensbil – en model ser skulle sælges over hele verden i næsten identiske versioner.
Mondeo blev ved sin introduktion nr. to ved Årets Bil i Danmark – slået af Citroën Xantia, som i modsætning til Mondeo havde blokeringsfri bremser som standard.
Ford er ikke den første, der giver op i den traditionelle firmabilsklasse. Honda har droppet Accord, Mitsubishi Galant er et fjernt minde, Toyota lod Avensis udgå (men har siden forsøgt med den større Camry), og Hyundai har opgivet i40, mens Kias Optima er ved at fade ud. Opel Insignia, Mazda 6, VW Passat og Skoda Superb findes stadig.
Peugeot kæmper en brav kamp med 508, og Citroën C5 er udgået, men en afløser ventes meget snart præsenteret.