I sin afsløring af elbilen EV6, der har rigtig mange PR-trin, viser Kia nu den færdige bil i fuld figur. Dermed er det for første gang mulig at danne sig et godt indtryk af designet på den tekniske interessante elbil.
EV6 er som Hyundai Ioniq 5 en crossover i mellemstørrelse, men designet på de to er vidt forskelligt, selv om teknologien indenunder skindet er den samme.
Det er normalt, at Kias og Hyundais biler har forskelligt design, men mere markant er her, at førerpladsens design og indretning er vidt forskellig i de to søsterbiler.
Helt forskellig kabine
Mens Ioniq 5 har et ret ungdommeligt og ferskt design og et gulv uden midterkonsol foran, er EV6 mere solid og traditionel og med en almindelig, gennemgående midterkonsol. Forskellen er næsten den samme som mellem VW ID.4 og Audi Q4 E-tron.
I Kia EV6 styres opvarmning, ventilation og aircondition ved hjælp af haptiske knapper (berøringsfølsomme knapper med feedback) under den store midterskærm.
Se forskellen herunder.
Kias nye identitet
Det udvendige design er helt nyt for en Kia, og EV6 er første model med den nye visuelle identitet. Kia beskriver den som, at den ’fremkalder positive kræfter og naturlig energi, med kontrasterende kombinationer af skarpe stilistiske elementer og skulpturelle former.’
På fronten skifter Kia fra ’tiger-næse’ til ’tiger-ansigt’.
Billederne viser, at EV6 - ligesom Ioniq 5 – har dørgreb, der under kørslen er helt integreret i dørene, og som glider ud, når der er brug for dem.
En anden fælles detalje er, at ingen af de to koreanere har bagrudevisker.
Se listen med alle nye elbiler
500 km på en opladning
Tekniske oplysninger gemmer Kia lidt endnu til den helt officielle premiere, men det må forventes, at EV6 fås med de to samme batteripakker som Ioniq 5, 58 kWh og 73 kWh. Dermed vil også EV6 få en rækkevidde tæt på 500 km med det store batteri og omkring 380 med det lille.
Kia EV6 ventes klar til de første kunder i Danmark til efteråret.
Med præsentationen af EV6 har vi set ti af det næste årstids mange nye, elektriske crossovers. De andre er VW ID.4, Skoda Enyaq, Hyundai Ioniq 5, Ford Mustang Mach-E, Aiways U5, MG Marvel R, Audi Q4 E-tron, Tesla Model Y, Cupra Born og Nissan Ariya. I kulissen venter desuden lignende modeller fra Renault, Toyota og Subaru. Derudover har Mercedes-Benz og Volvo vist elektriske udgaver af GLA og XC40.