Man har en plan, til man har en ny. Bilproducenterne må i disse år hyppigt justere deres ambitioner og strategier for elbiler. Udviklingen i store dele af verden går tilsyneladende hurtigere, end de fleste bilkoncerner havde planlagt efter.
Det er ikke længe siden, at VW-mærket forventede, at 35 procent af dets salg Europa-salg i 2030 ville være rent elektriske biler. Nu er ambitionen fordoblet til 70 procent, annoncerede VW-chef Ralf Brandstaetter, da han præsenterede mærkets ’Accelerate’-strategi.
Planen, der indeholder mange dramatiske ændringer i bilerne og firmaets forretningsmodel, forudser også, at halvdelen af VWs salg i Kina og USA i 2030 vil være elbiler.
Helt ny bil på helt ny platform
Mens VWs første generation af moderne elbiler, baseret på den nye MEB-platform, kun lige akkurat er lanceret i form af ID.-familen, løftede Brandstaetter sløret for næste generation, som bliver helt, helt anderledes.
Topchefen viste en silhuet (reelt en meget tidlig skitse) af den første model med den nye teknologi, som kan være klar i 2026. Både projektet og – indtil videre – bilen kaldes Trinity. Med den lange tidshorisont på mindst fem år betyder det, at udviklingen af platformen, kaldet Scalable Systems Platform, SSP, og selve Trinity-modellen kun lige akkurat er gået i gang.
Oplysningerne om bilen forbliver i det dunkle lige som skitsen af bilen. Men der er tale om en stor, lav sedan med glatte linjer i stil med konceptbilen ID. Vizzion Space. Vi taler formentlig tæt på fem meters længde – og dermed kan Trinity blive en slags moderne Phaeton – VWs ulykkelige S-klasse-konkurrent, som aldrig blev en salgssucces, og hvor anden generation (som var færdig, men ikke vist) blev halshugget i 2016 i dieselskandalens efterdønninger.
'Opladning som at tanke'
VW lover en mindre revolution med Trinity i forhold til i dag, når det gælder rækkevidde, ladetid og digitalisering. Men tal får vi ikke. Heller ikke om det indebærer den nye type faststof-batteri, men med direktørens udsagn om ’opladning lige så hurtig som at tanke’ kunne det tyde på det.
Markant med Trinity bliver, at VW skifter til en strategi, der minder om Teslas og vil gøre alvor af en ret gammel plan om at tilbyde funktioner kundes helt aktuelle behov – og villighed til at bruge flere penge på bilen. VW vil nemlig tjene penge på kunden efter købet – ud over almindelig service og reparation.
- I fremtiden vil den individuelle konfiguration af bilen på tidspunktet for købet ikke længere være bestemt af bilens hardware. I stedet vil kunderne på et hvilket som helst tidspunkt have mulighed for at tilkøbe ’functions-on-demand’, siger Ralf Brandstätter.
Disse tilkøb kan også være opladning og strømsalg.
Hardware standard - software ekstraudstyr
Kommende modeller som Trinity vil blive produceret i markant færre varianter end i dag, og hardwaren vil stort set blive standardiseret. Bilerne vil nærmest have alt ombord, noget der vil reducere kompleksiteten i produktionen.
Trinity-bilerne skal bygges på VW’s hovedfabrik i Wolfsburg, som dermed bliver omstillet til elbiler.
Trinity-bilen vil være forberedt til at være selvkørende på niveau 4, altså med mulighed for at sove eller arbejde, fordi bilen kan klare al kørsel inkl. ikke normale situationer og nødsituationer på bestemte veje.
VW vil udnytte sin størrelse til at gøre automatiseret kørsel tilgængelig for mange mennesker og opbygge et neuralt netværk, hvor bilerne konstant udveksler data om f.eks. forhindringer eller ulykker. Det med at gøre bilparken til et ’neuralt netværk, minder om det, Tesla gør i dag, hvor det amerikanske firma indsamler store mængder data fra bilernes brug og trafikken for på den måde at forbedre bilerne.
Mini-ID. i 2025 og kæmpebil i 2023
Selv om VW nu lægger grundstenen til SSP-teknologien, får den nuværende elbil-platform, MEB, et langt liv, og tekniske forbedringer af særligt rækkevidde og ladetid vil komme løbende.
VW-chefen kunne således fortælle, at ID.3, ID.4, ID.5 og ID.6 i 2025 får en lillebror i form af en minibil af ikke oplyst størrelse. Denne model, som mest oplagt får navnet ID.1 eller ID.2, har hidtil været planlagt til 2027.
Ud over ID.5 (en coupé-SUV) til efteråret og ID.6 (en stor SUV til primært Kina) arbejder VW på en stor stationcar, som kunne blive en ID.7, når den er klar i 2023.