Ni år er drønet afsted, siden Toyota og vennerne hos Subaru lancerede den baghjulstrukne sportscoupé GT 86/BRZ.
Bilerne har været udgået et stykke tid, men til efteråret vender i hvert fald Toyota tilbage med en ny generation, som skifter navn fra GT86 til GR 86. Navneskiftet sker for at indpasse modellen i Gazoo Racing-familien, hvor Toyota i forvejen har GR Supra og GR Yaris.
Toyota giver indtil videre ikke mange oplysninger om nyheden, som mærket betegner som ’helt ny’.

Umiddelbart ser det dog ud til, at platformen (uændret akselafstand) og de fleste glasarealer er de samme som før.
Ny boksermotor: 2,4 liter
Markant nyt er i hvert fald motoren, som hidtil har været på 2,0 liter, men i fremtiden er oppe på 2,4 liter.
Toyota fortæller ikke noget om ydelsen, men Subaru, som allerede sidst i 2020 viste den nye BRZ, angiver, at motoren har omkring 228 hk (mod 200 i dag) – og ikke mindst at der stadig er tale om en boksermotor.
Se forskellen - og ligheden - mellem GT86 og GR 86:
Vægten forventes at blive blot 1.270 kg, bl.a. opnået med tag og sidepaneler i aluminium.
Flere oplysninger om sportscoupéen kommer ’senere på året’, siger Toyota. Lancering i Danmark sker formentlig til efteråret.

200.000 solgt i verden - under 100 i Danmark
Toyota har på verdensplan solgt flere end 200.000 GT 86 siden lanceringen i 2021. I Danmark er det blot blevet til 94 nyregistreringer trods ambitionen om at være folkelig. Prisen har ligget omkring 500.000 kr.
Næsten alle eksemplarerne blev solgt, mens bilen var ny. De 86 stammer fra 2012-2014. Ikke engang faceliftet i 2017 satte gang i salget.

Relativt set har Subaru solgt langt flere eksemplarer af bilen. 31 BRZ kører der i Danmark. Om den nye BRZ kommer til Danmark, er der ingen meldinger om.