Danskerne køber opladelige biler i stor stil, men andelen, der næste gang vil vælge elbil eller plugin-hybrid, er endnu højere.
Opladelige biler udgør ca. en fjerdedel af nybilsalget i 2021, men hver tredje af 1.000 spurgte danskere forventer at købe en opladelig bil næste gang.
En ny, nordisk undersøgelse af bilkøbernes forventning indeholder en stor gruppe på samlet 30 procent, som enten ikke ved, hvilken type den næste bil skal være, eller som ikke forventer at købe bil.
Fra 36 til 47 pct. elektrisk på ét år
Men blandt dem, der er afklaret, er det hele 47 procent, som siger, de vil vælge en elbil eller plugin-hybrid – ny eller brugt.
For et år siden var den tilsvarende gruppe kun på 36 procent. Samtidig er andelen, der ikke har besluttet sig eller ikke vil købe bil, blevet mindre.
Tallene stammer fra den årlige undersøgelse Nordisk Elbilbarometer, som Norsk Elbilforening og Nordisk Energiforskning står for. Den er i nyeste udgave gennemført i april af Opinion.
Benzin er stadig favorit
Benzindrevne biler ligger stadig nummer ét som den næste bil. Ca. hver fjerde dansker (24 pct.) vil vælge en traditionel benzinbil, brugt eller ny. Men hele 19 procent af alle forventer, at de næste gang køber en opladningshybrid.
Danmark er ikke alene om denne udvikling, selv om Norge bliver ved med at være markant længere fremme med særligt rene elbiler.
I de fem nordiske lande tilsammen er andelen, der vil have en ren elbil, cirka fordoblet på to år. I 2019 gjaldt det kun 12 procent af alle, mens det i år er oppe på 22 procent.