Som så mange andre bilmærker skifter Renault visuel identitet for tiden – eller får i det mindste nyt logo. Og som det er populært i øjeblikket, skal det nye logo være todimensionelt og mere ’digitalt’.
Renault holder fast i sit diamantformede logo, som har rødder tilbage til 1925. Det nuværende logo stammer fra 1992 med et mindre facelift i 2015.
Det nye symbol på et af verdens ældste bilmærker (Renault blev grundlagt i 1898) er efter tidens mode mere todimensionelt og fladt end det hidtidige, men med et lille twist, der alligevel kan få det til virke tredimensionelt.
2021-logoet vil blive brugt i mange farvekombinationer, inklusive nogle meget hidsige baggrundsfarver.
Logo på gaden i 2022
Renault skynder sig dog ikke med at indføre det nye logo. Første gang, det bliver brugt på en produktionsbil, bliver på den elektriske Mégane E-Tech, der kommer i begyndelsen af 2022. Først i 2024 vil det sidde på alle nye Renault’er.
Det bliver også først i 2022, at den nye diamant begynder at dukke op hos forhandlerne. Derimod vil den nye stil fra nu af kunne ses i reklamer mm.
Fornyelsen af logoet er en del af en større omstilling af Renault, kaldet Renaulution-planen. På forretningssiden indebærer det bl.a. en mere klar opdeling af Groupe Renault i Renault, Dacia, Alpine (som overtager Renault Sports aktiviteter) og Mobilize, et mobilitetsselskab.
Renault fokuserer mere på hybrid end ren el
Ved præsentationen af den nye stil havde Renault-chef Luca de Meo også andre nyheder. De fokuserede dog mere på de kommende hybrider og plugin-hybrider end på rene elbiler. De sidste sagde han påfaldende lidt om – ud over at gentage, at den nye, fuld elektriske Mégane kommer i 2022.
Mégane E-Tech Electric får et 60 kW-batteri og 217 hk.
De Meo fremlagde en plan om at være bæredygtig og ansvarsfuld. Det sidste omfatter bl.a., at mærket fra 2022 vil begrænse topfarten på sine biler til 180 km/t. – noget Volvo annoncerede for et par år siden.
Renault vil være ’det grønneste bilmærke i Europa’ med ni ud af ti solgte biler som 'elektriske' i 2030 og etablerer en såkaldt Re-Factory, der har kapacitet til at genanvende op til 120.000 biler årligt. Mærket har et mål om i 2030 at være verdens førende, når det gælder genbrug af materialer i nye biler.
Syv nye, store modeller
Desuden vil Renault lancere flere større modeller. I 2025 vil Renault have introduceret syv nye biler i den lille og den store mellemklasse – alle sammen elektrificerede.
Blandt de syv er coupé-SUV'en Arkana, der kommer til sommer, og en ny Kadjar, som er klar i 2022. Den vil bl.a. have en helt ny trecylindret 1.2-motor kombineret med en elmotor, så de tilsammen yder 200 hk.
I 2024 kommer en SUV nummeret større med samme benzinmotor, men med firehjulstræk, opladningsmulighed og en samlet ydelse på 280 hk.